EMNER

Danmarks måske klogeste barn TEST: 11-årige Cecilie fra Aabybro kæmper mod jævnaldrende genier

AABYBRO:Der er ikke meget nørd over 11-årige Cecilie Nielsen fra Aabybro. Hun har masser af veninder og kan lide at løbe på rulleskøjter, læse pigebladet Witch og spille keyboard. Men i skolen skinner det igennem, at hun har viden om mange ting, som jævnaldrende ikke interesserer sig for, og Cecilie elsker at læse Illustreret Videnskab, om Danmarkshistorien, at skille og samle kuglepenne og slå sin mor og far i Trivial Pursuit og Jeopardy. Og så er hun tilmeldt TV Danmarks konkurrence, hvor det gælder om at find e Danmarks klogeste barn blandt de 80 børn i alderen 11 til 13 år, der har klaret sig gennem castingen til udsendelserne. De bliver først sendt til efteråret, men Cecilie har allerede været til de første optagelser. Hun har dog skrevet under på, at hun ikke må røbe, hvordan det går. Menhun kan i hvert fald fortælle, at det er en stor oplevelse. - Jeg har altid interesseret mig for særligt natur og teknik og læst mange bøger, som har givet mig viden. Med konkurrencen kan jeg finde ud af, hvor jeg står, siger Ceilie Nielsen. Læsehesten har suget oplysninger indenfor alle mulige områder via bøgerne, men synes ikke, at hun har et egentligt speciale, men er bredt funderet. - Måske er geografi mit speciale. Jeg har en leg med min far, som nævner et land, og så skal jeg sige hovedstaden, fortæller Cecilie. Veninderne synes, det er spændende, at Cecilie deltager i konkurrencen, og hun behøver ikke frygte janteloven fra omgangskredsen. - Men man skal ikke tro, at man er noget, bare fordi man er med i en sådan konkurrence. Alle andre kunne jo også bare have tilmeldt sig, mener Cecilie. Der er hverken guld, grønne skove eller en bil i præmie til vinderen, men kun et trofæ og æren at glæde sig over. Det skal forhindre børnene i at komme under pres fra omgivelserne. Og forældrene, Hanne og Johnny Nielsen har forberedt Cecilie på, at selv om det er gået godt med castingen, så kan udsendelserne og prøverne ende med et lille nederlag til Cecilie. - Hvis jeg ikke vinder, vil jeg ikke tænke, at jeg så har tabt. Der er mange børn med i konkurrencen, og der kan jo kun være ét barn, som er Danmarks klogeste, siger Cecilie.