EMNER

Danmarks Radio kunne lære meget af Løkken-Vrå Kommune

LØKKEN-VRÅ:Som det vil være de fleste danskere bekendt, er Danmarks Radio (DR) i færd med at opføre et nyt prestigebyggeri, som indtil videre mest har udmærket sig ved at budgettet er overskredet med så mange millioner kroner, at det virker uvirkeligt på en almindelig lønmodtager. Men hvis nu DR havde søgt inspiration til byggeprojektet lidt nord for Limfjorden, var det måske ikke gået helt så galt. I Løkken-Vrå Kommune har tre projekter i hvert fald bevist, at man kan lægge et budget - og holde det. Således er De Gamles Hjem i Vrå netop renoveret i kælderetagen. Projektet var budgetlagt til at skulle koste 100.000 kr., og regningen lød på 100.160 kr. Altså en overskridelse på 160 kr., hvilket Socialudvalget ikke fandt, var et problem til nærmere drøftelse. Tilsvarende skulle Heldagsskolen i Vrå renoveres - et projekt, man havde afsat 200.000 kr. til. Også her var der styr på sagerne - regningen kom nemlig til at lyde på 199.529 kr. Altså et overskud på hele 471 kr. Og endelig er Plejehjemmet Lundgården renoveret for 56.522.253 kr. - hvilket var 16.851 kr. mindre end budgetteret. I alt har Løkken-Vrå Kommune altså haft et overskud på 17.162 kr. på tre projekter. Det er uvist, om Løkken-Vrå Kommune har tænkt sig at donere sine anlægsoverskud til Danmarks Radio.