Binderup

Danmarks-rekord i klip

NIBE:Løgstør Politi anser det for næsten givet, at en 20-årig mand fra Nibe-området sent onsdag satte danmarksrekord i klip på en enkelt gang, da han overtrådte færdselsloven svarende til fire af slagsen. Klip 1: Først kørte han kap- og væddeløbskørsel med tre andre biler på Anlægsvej i Nibe. Klip 2: Den 20-årige kørte med en afstand på under en meter til en forankørende på Aalborgvej ved Binderup lidt udenfor Nibe. Klip 3: Efterfølgende overhalede han på et sted, hvor der er dobbelt spærrelinie. Klip 4: På Aalborgvej ved Klitgaardvej foretog han en overhaling over spærreflader og i en venstresvingsbane. Rekordholderen i klip kan nu se frem til at miste kørerkortet betinget. Han skal derfor op til en ny køreprøve, og den unge bilist skal formentlig grave dybt i lommerne for at betale den forventede bøde af en ikke ubetydelig størrelse. En 19-årig mand fra Nibe-området står til et enkelt klip kørekortet som deltager i kap- og væddeløbskørslen.