Danmarks sidste dame

Hun elegant i sprog og fremtoning som få, dannet som stort set ingen anden. Alligvel kan hun beskrive os alle, så vi kender os selv igen. Hvem er hun?

Naturvidenskab 10. marts 2007 05:00

Da jeg skriver til hende for at bede om et interview, går der tre uger, før jeg får et maskinskrevet brev til svar. “Ring til mig på dette nummer om fem uger og kun i denne anledning”, skriver hun og jeg forstår hende. Ikke alene har hun udlevet sit livsværk Matador for os alle endnu en gang, hun har også udleveret sit hjem og dele af sig selv i to timelange portrætudsendelser på DR. Bliver vi dog aldrig trætte af hende, spørger jeg mig selv, inden jeg ringer op. Nej, det gør vi ikke. For der findes ingen andre damer som hende. Hun er Danmarks sidste dame. Så dannet er hun, at hun finder sig i, at jeg afbryder hende i en af de elskede tenniskampe på tv - uden at lade sig mærke med det. Oveni har hun manerer nok til at komme med en kærlig fortælling om min far, der var læge for hendes nu afdøde mand. - Din far gav ham to af de bedste uger. Han sagde til ham, at der altid er håb, selv om kræftlægerne på sygehuset i Gentofte havde opgivet ham. Da Jens havde været inde hos din far, kom han hjem med håbet i behold og begyndte at skændes med mig om, hvilken farve pæoner, vi skulle have i haven. Han var i live og nød det, indtil han kort tid efter en dag faldt om. Han er et klogt menneske, din far. Jeg vil gerne møde dig. Hvornår skal det være? Tre uger senere sidder jeg i caféen på Galleri Asbæk i Bredgade. Jeg er kommet tidligt til det sted, Lise Nørgaard plejer at komme, når hun tager ind til byen. Her runger malerisk og væggene varmes af Kai Lindemanns landskaber i sommerens farver og pragt. Her er lyst og kulturelt og københavnsk. Hun kommer til tiden. Præcis. Hun er lille og rank og elegant klædt i tweedjakke med slacks og matchende uldfrakke. Hun sonderer, hilser på maleren, der spiser frokost ved bordet ved siden af vores. Fortæller, at hun har to af hans malerier derhjemme, sætter sig og bestiller hjemmelavede fiskefrikadeller. Dem kender hun, og de er gode. Jacob Asbæk kommer forbi og ønsker velbekomme. Hun takker. Spørger til min far. Til mig. Vil vide, hvem jeg er, hvor meget hun skal sige om hvad. Først da vi har lagt kniv og gaffel og bestilt kaffe, tænder jeg som aftalt for båndoptageren, og damen er på. Din fremtid? - Ja, den. Ja, jeg skal holde min 90 års fødselsdag med familie og venner. Hvis jeg holder så længe. Skal du skrive? - Det siger min forlægger, men jeg skal jeg helst ikke snakke om det, for så bliver det ikke til noget. Ideen dør, hvis man taler for meget om den. Og jeg trænger altså også sådan til ro efter tv-udsendelserne og en lungebetændelse. Tænk dig, jeg har ikke svaret på julekortene endnu. Folk må tænke det mest forfærdelige om mig! - Mit skrivebord ligner jeg ved ikke hvad. Bunkerne er så høje, at jeg går i gang med alle mulige overspringshandlinger. Så kommer jeg lige forbi soveværelset, hvor der ligger bøger, der ikke er sat på plads i reolen, så ligger der en trøje, så begynder jeg at prøve tøj... - Jeg får først lyst til at skrive, når alle bunkerne er væk. Jeg tror, det er et alderdomstegn. Et tegn på, at jeg ikke har kunnet følge med. Kaffen kommer og med de små pakker chokolade, som vi hver især slås med at få op uden at klistre fingrene til. Det lykkes med vold og latter. Hun finder sin æske med sødetabletter frem, hælder to i, pakker den ned og hiver da sine cerutter op af tasken. Det lille etui ser yndigt ud. Henover ”de uforskammede etiketter om, at rygning dræber, eller at ens sædkvalitet nedsættes,” klistrer hun små roser. - Jeg vil gerne rejse mere - helst til steder, jeg har været lykkelig før. Min mand og jeg rejste meget ofte til Kroatien. Vi har været i Dubrovnik mange gange. Der er så smukt - fæstningen, koncerterne i Rectors Palace. Du savner ham? - Jeg savner den mand, jeg var gift med i 34 år, men han var så syg til sidst. Han blev kun 64 år. Som mine børn er i dag... Det er ingen alder. Jeg er ikke ensom, men jeg savner, at han ikke er der, når jeg kommer hjem. Nu må jeg prøve at indrette mit liv, så det er hyggeligt alligevel. Lykkes det? - Jo, ja, jeg har en stor familie og så har jeg sådan et helt net af sjove venner. Mine samtidige begynder at dø, men jeg har altid haft venner i mange forskellige aldersklasser. Jeg glemmer altid hurtigt, hvilken alder folk har. - Jeg bruger ikke kun mine venner som spejl, tværtom, de er vidt forskellige fra mig mange af dem. Jeg har en veninde, der er socialdemokrat og ikke kan tåle at have en konservativ til bords. Jeg har det nærmest modsat. Måske kunne jeg endog blive en lille smule klogere. Mange af dem jeg, holder af, er slet ikke borgerlige. Det er jeg jo. En borgerlig anarkist. - Så jeg synes, det er irriterende, som de borgerlige gemmer sig. Det kunne være befriende, om de stod ved deres liberalisme og værdier. Det der med, at de er bange for, nogle vender sig fra dem, hvis de siger deres mening, er jo pinligt. De bør stå ved, hvad de mener, landet og folk har brug for. De håndsky kan jeg ikke tolerere. Og jeg synes simpelthen, det er pip med al den snak om velfærd. Der er lige så mange former for velfærd, som der er mennesker. Spurgte man mig, ville jeg gå efter at få åbnet posthusene, som der er så få af, at jeg skal tage en taxi hen og stå i kø med det halve af Danmarks befolkning og nå det hele inden klokken 17. - Jeg vil også gerne have eneværelse på sygehuset. Siden børnene flyttede hjemmefra, har jeg haft mit eget værelse, og jeg betaler i dyre domme for at sove alene, når jeg er ude at rejse. Hvorfor skal jeg så tvinges til at ligge sammen med andre, når jeg er syg og netop har allermest brug for at slappe af, og have det som jeg gerne vil? Det ville jeg gerne betale for. Det er velfærd. Hvad er kvinders velfærd? Du er jo en af de første, der herhjemme kæmpede for kvinders ret til karriere? - Jeg havde en mor, der var en fantastisk dygtig forretningskvinde, men derefter, da jeg var 15 år, blev en fjollet husmor, der skabte kaos om sig. Sådan ville jeg ikke være, selv om jeg ikke dengang have nogen egentlig karriereplan, slet ikke. Jeg var da også en fjantesisse. Var vild med jazz og dans og larm. Men samtidig havde jeg da en idé om, at jeg ville lave noget, jeg var glad for. - Jeg var ret doven i skolen, men klarede mig godt - undtagen i fysik og matematik... Og jeg så på min mors veninder, hvor kedeligt de levede, så da jeg selv stod der på husholdningsskole som 17-årig, havde jeg fået nok. Jeg ville noget mere. Var for nysgerrig til det liv. Er nysgerrigheden meningen med livet? - Vi er et produkt af skabelsen akkurat som duer, der sidder og kurrer og sneglene nede i hækken. Jeg tror ikke, der er en særlig mening med os, fordi vi er mennesker. Der er en mening med alt, hvad der rører sig. Derfor tror jeg heller ikke, der er noget forudbestemt for os, men vi kommer med vores gener. Overlevelses-genet f.eks. Og den humoristiske sans - eller manglen på samme. Produktionstrangen måske også? - Det er ikke vigtigt som sådan at bestille noget, men at man lever og lærer. At man ikke forsumper. Man skal bruges. Det er ikke fordi, det er en pligt at bestille noget for at få lov til at være her. Det er fordi, det giver glæden. Du skriver for at give os andre de gode oplevelser? - Jeg er opdraget til først at svare, når jeg blev spurgt, og hvis endelig min far spurgte mig, havde jeg hans opmærksomhed længere, hvis jeg fortalte en glad historie. Så jeg lærte at dreje begivenhederne, lærte at se de komiske sider af de forskellige samfundsklassers lanciers. Som i Matador. - Jeg skriver, fordi jeg vil fortælle en god historie med alle vennerne omkring mig. Det er også det, jeg vil med Matador. Jeg politiserer ikke, men vil helst fremstille en sag og overlade det til folk selv at tage stilling. Jeg beskriver, at stuepiger ikke havde fri, og at borgerskabets damer overlader deres små til andre. Din indlevelsesevne er god? - Jeg har levet et langt liv. Det er der også andre, der har? - At man er journalist, gør ikke en til en god fortæller, men det giver mulighed for at komme ind i mange forskellige miljøer. Allerede som barn sagde de voksne, at jeg sad og lurede, når min far holdt møder, eller når de voksne havde selskab. Jeg var fascineret af de forskellige miljøer. Der er både fine og mindre fine mennesker i alle sociale lag. Er det anstrengende at være hvermandseje? - Folk er vældig søde og rare, men jeg har hemmeligt telefonnummer. - Hvis nogen havde sagt til mig, da jeg var 18 år, at jeg ville blive kendt, havde jeg svaret: Kan det ikke blive nu og her! I dag ved jeg, det er helt andre ting, der er væsentlige for mig. Men jeg er heldig, at jeg er blevet kendt på det, jeg kan selv. Lise Nørgaard skal videre til reception på Gyldendal, inden hun i aften skal fejre sine tvillingers 64 års fødselsdag. - Går du ikke lige med ned til Alida Marstrand. Der findes den mest vidunderlige chokolade. De laver den selv ude bagved. Vi rejser os, netter os, siger farvel og går ud i kulden, hen ad gaden, ned ad trappen til Marstrand, hvor Lise Nørgaard genkendes, småsnakker, køber receptionsgaven og et ekstra chokolade i løs vægt til os hver. - Så nu har jeg lært dig en glædelig vane, ikke sandt? Vi siger farvel på Kgs. Nytorv. Flere har allerede standset hende og lykønsket hende. Hun svarer høfligt hver gang. En ægte dame.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...