Danmarks største er endnu i Skagen

SKAGEN:Danmarks hidtil største fiskeskib kan endnu ses i Skagen Havn, og selv om skipperen også mener, at han senere vil komme til Skagen for at lande, så vil det ikke være hver dag, den meget store trawler kommer på besøg. E 177 ”Peter Marlene” har en fortid som ”Charisma,” der var hjemmehørende på Shetlandsøerne. Den er på 1.461 bruttoton, og den er 57,44 meter lang og 12 meter bred. Den har en lasteevne på cirka 1.400 ton tobis. Trawleren er bygget i Norge i 1995, og den var sat til salg, da fiskeskipper Gunnar Andreasen, Esbjerg, i oktober i fjor sejlede ind i Lerwick havn for at lande makrel. Gunnar Andreasen havde da længe været på udkig efter et større skib, som kunne afløse hans ”gamle” ”Peter Marlene” på 600 bruttoton. ”Charisma” var lige det, han ønskede sig, og forhandlingerne om købet gik så godt, at trawleren kort før jul ankom til Karstensens Skibsværft i Skagen for at blive indrettet, som Gunnar Andreasen ønsker den. Nu er man stort set færdig med ombygningen, og Gunnar Andreassen håber, at den nye ”Peter Marlene” kan være i Esbjerg fredag aften eller senest lørdag morgen. Når den står ind i havnen i Esbjerg har den kostet cirka 92 millioner kroner, og Gunnar Andreasen oplyser, at over halvdelen af beløbet er brugt til at købe den nødvendige tonnage og kilowatt (motorkraft) og fiskekvoter. Der er købt kvoter af fem andre fartøjer, ligesom fiskerettighederne fra den gamle ”Peter Marlene” er overført til den nye trawler. Det er de nye individuelle omsættelige sildekvoter, der er baggrunden for, at der kan tages så stor en trawler ind i dansk fiskeri. Medregnet de kvoter, der er købt til, har ”Peter Marlene” nu en kvote på knap 5.500 ton sild. Gunnar Andreasen håber desuden, at det bliver muligt også at købe makrelkvoter til trawleren. Ud over fiskeri efter de pelagiske arter skal trawleren også fiske industrifisk, og den fiskerejede fiskemelsfabrik i Esbjerg, Tripple Nine, er da også en af lånyderne til den nye trawler. Gunnar Andreasen er desuden for kort tid siden blevet medejer af sildeindustrien Essi i Esbjerg. - Vi har tidligere landet sild til fiskeeksportører i Skagen, og det venter jeg da også, vi kommer til fremover, siger Gunnar Andreasen.