EMNER

Danmarks største legedag

800 børn og voksne skal kæmpe om ring i Østerådal.

Lars Nyby (i midten) var selv med til at tage initiativet til naturlegepladsen I Østerådal, og derfor kalder mange ham også for kongen af Midgård. Arkivfoto: Michael Bygballe

Lars Nyby (i midten) var selv med til at tage initiativet til naturlegepladsen I Østerådal, og derfor kalder mange ham også for kongen af Midgård. Arkivfoto: Michael Bygballe

Der kommer til at være tryk på, når 800 børn og voksne fra Aalborg Kommunes DUS-ordninger "kæmper om ringen" ved et rollespil i Sydskoven i Østerådal mandag 6. juni. Ifølge Lars Nyby fra DUS C på Sofiendalskolen er der nemlig lagt op til intet mindre end "Danmarks største legedag", og derfor vil deltagerne også blive præsenteret for forskellige værksteder og aktiviteter. Det hele sker med udgangspunkt fra naturlegepladsen, Midgård, som en række frivillige tog initiativ til for tre år siden. Og ifølge Lars Nyby er formålet både at gøre flere opmærksomme på områdets kvaliteter og inspirere til anderledes lege og aktiviteter i naturen. - Vi har rigtig gode erfaringer med det her sted. Især i forhold til de børn, som normalt befinder sig lidt ude i periferien i forhold til skolen og klassekammeraterne. Men tager man dem med ud i naturen, hvor man kan slås med sværd og kravle i træer, viser de ofte nogle helt andre sider af sig selv, fortæller han. Ifølge Lars Nyby handler det også om at inspirere lærere og pædagoger til at benytte sig mere af naturen i deres undervisning. For selvom det er fedt at skyde med bue og slås med sværd, behøver det ikke være rollespil det hele. - Man må faktisk slet ikke slås i Midgård. Skal man det, foregår det på kamparenaen eller skydebanen, så landsbyen og dens værksteder er for alle, understreger han. Programmet for dagen byder også på fællesspisning, fri leg og et langbord, hvor pædagoger og politikere kan diskutere med hinanden. Og som noget nyt er der også indlagt en lille koncert. - Der er i virkeligheden ikke ret mange begrænsninger for, hvad man kan lave udendørs. Og derfor har vi også fået rockbandet Amnesia til at trykke den af som en festlig afslutning på dagen, forklarer Lars Nyby.