Danmarks største sag om narkosmugling skal for retten i dag

40-årig mand står tiltalt for smugling af 13 ton hash og et halvt ton kokain

Narkokriminalitet 24. september 2007 06:00

KØBENHAVN: Når den 40-årige CM i dag tager plads i Københavns Byret, er der ifølge politiet og anklagemyndigheden tale om en hash- og narkosmugler i den helt tunge ende, der skal stå til regnskab for sine handlinger. Han er tiltalt for at have arrangeret smuglingen af 13 ton hash, der i juni 2003 blev sejlet fra Marokko til Danmark på kapsejleren ¿Atlantic Privateer¿. Det er den største mængde hash, der nogensinde er smuglet til Danmark på en gang. Desuden er han tiltalt for at have forsøgt at smugle op til et halvt ton kokain fra Sydamerika til Danmark - en efter danske forhold nærmest grotesk stor mængde. Drab og smugling Op mod 30 personer er allerede dømt i sagskomplekset, der ud over smuglingen også handler om drab, ildspåsættelse og hvidvask af penge. Senest blev den 31-årige Lars Petersen i maj idømt livsvarigt fængsel for sin rolle i smuglingen, for drabet på sin ¿chef¿, Kim Simonsen, og for på bestilling at have sat ild til en villa i Kokkedal. Han har dog anket Højesteret med krav om, at den skal gå om på grund af rettergangsfejl. CM er ¿kun¿ tiltalt i smuglerdelen af komplekset: - Med CM er vi kommet et lag højere op i fødekæden i forhold til Lars Petersen, udtaler chefen for rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC), vicepolitiinspektør Kim Kliver. - Efter vores opfattelse taler vi om virkelig organiseret kriminalitet, og han er en aktør i den tunge ende af skalaen. Man skubber ikke rundt med 13 ton hash og et halvt ton kokain, og får adgang til de store aktører på den scene, hvis ikke man er det, fortsætter han. Hvorfor indsmuglingen af det halve ton kokain gik i vasken, står hen i det uvisse, men det kan have noget at gøre med et indbrud i en bil i Roskilde-området 12. november 2004. Bilen tilhørte en politimand, og blandt det stjålne var en cd med bl.a. overvågningsrapporter på navngivne medlemmer af banden. Blot to dage senere blev CM ringet op og advaret om, at han blev overvåget. Selv om det er nærliggende at tro, så afviser Kim Kliver, at indbruddet i bilen på en eller anden måde skulle være planlagt. - Jeg har god grund til at tro, at der var tale om et banalt indbrud. Det var en ulykkelig hændelse, hvor informationerne kom meget hurtigt videre. Man har set det stjålne som en god salgsvare i retning af danske kriminelle miljøer, herunder rockere, siger han. Politi slog til I starten af december 2004 slog politiet til mod narkoringen og anholdt en række personer, bl.a. Lars Petersen. Desuden blev der udstedt international arrestordre på CM. Han opholdt sig på det tidspunkt i Brasilien, hvor han ejede en række ejendomme, bl.a. en penthouse-lejlighed med udsigt over Rio de Janeiros berømte strand Copacabana. To måneder senere satte brasiliansk politi ¿Operation Catarina¿ i værk, hvor CM sammen med flere andre blev anholdt i Belém i det nordlige Brasilien. Danmark har ingen udleveringsaftale med det sydamerikanske land, men anmodede om at få CM udleveret. Udleveret Han ville ikke frivilligt lade sig udlevere, men i oktober 2005 besluttede den brasilianske Højesteret, at han kunne udleveres til Danmark. Ifølge afgørelsen skulle Brasiliens præsident skrive under på udleveringen, men det skete ikke, og det er en af grundene til, at CMs forsvarer, Henrik Dupont Jørgensen, vil kræve sagen afvist, når den starter i dag. - Desuden er tiltalen ændret i forhold til det, han var sigtet for, da han blev udleveret, og det må man ikke. Han var sigtet for 500 kg kokain. Det er nu blevet til ¿op til 500 kg¿, ligesom man har udvidet den periode, hvor smuglingen angiveligt fandt sted, meget kraftigt, forklarer han. - Da vi ændrede udleveringsreglerne herhjemme, blev justitsministeren spurgt, hvilken garanti vi har for, at andre lande ikke tiltaler for andet og mere end det, folk bliver udleveret på. Hun svarede, at en tilsidesættelse ville være et brud på folkeretten. Nu er vi så ved at gøre netop dét overfor Brasilien, siger Henrik Dupont Jørgensen. Udover langvarig fængselsstraf til CM vil anklagemyndigheden kræve 10 millioner kroner konfiskeret. Under sagen skal afhøres over 20 vidner, bl.a. en stribe tidligere dømte i sagen og flere både danske og udenlandske politifolk. Dommen ventes afsagt 16. november./ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...