Dronninglund

Danmarks største sommerlejr Friluftsliv: KFUM-spejderne i Nordjylland samler 950 til Ås-lejren

THORUP:Flere end 100 frivillige har været i gang med forberedelserne det seneste halvandet år, da Ås-lejren 2008 blev skudt i gang i går. Ås-lejren, der finder sted på Spejdercentret Thorup Hede ved Dronninglund, er Danmarks største sommerlejr. Der deltager over 700 spejdere i alderen 11-25 år. Herudover er der ledere og hjælpere, så det samlede deltagerantal passerer 950. Derfor er Ås-lejren et lille samfund med købmand, cafeteria, kiosk, posthus og spejderbutik. Det er femte gang Spejdercentret Thorup Hede er rammen om en uges sommerlejr for nordjyske spejdere. Fødselsdagen fejres i dag med en kæmpe Spejderfest, og dagen sluttes af med en festlig friluftsgudstjeneste klokken 20.45, hvor alle er velkomne. Bag Ås-lejren står KFUM-spejderne i Nordjylland. Ås-lejren finder sted frem til lørdag. - På lejren venter der spejderne spændende aktiviteter, og muligheden for at møde nye venner. Der deltager 85 udenlandske spejdere fra Østrig, Frankrig, Skotland og Norge. Man vil selvfølgelig kunne møde spejderne på lejrpladsen. De vil også kunne mødes på landevejen, når de mandag, tirsdag og onsdag tager på vandretur. Vandreturen, der også kaldes hike, giver spejderne muligheden for at afprøve deres evner som stifindere. Der fyldes ikke unødvendige ting i rygsækken, så en hike byder også på primitiv levevis.