Danmarks VM-stjerner krydser fingre for Eller og Regin

I VM-lejren i Hviderusland følger de danske spillere ivrigt med i deres NHL-kammeraters jagt på Stanley Cup.

På det hotelværelse, hvor Morten Green og Morten Madsen bor, mens de er til VM i Minsk, er der et fast ritual hver morgen, når de to danske ishockeykæmper slår øjnene op.

De tænder deres smartphone for at tjekke de seneste resultater fra slutkampene i NHL, hvor der nu er fire hold tilbage i kampen om Stanley Cup-pokalen.

Kampene har fået særlig dansk opmærksomhed i denne sæson, hvor to danskere, Lars Eller (Montreal Canadiens) og Peter Regin (Chicago Blackhawks), er med i semifinalerne og dermed har mulighed for at nå helt til tops.

- Det er utrolig fedt, at det går dem godt, selv om vi selvfølgelig helst ville have, at de var her og spillede VM sammen med os, siger Morten Green.

Den eneste dansker, der har stået i en Stanley Cup-finale er Jannik Hansen, der sammen med holdkammeraterne i Vancouver Canucks i 2011 tabte efter syv kampe mod Boston Bruins.

- Det er nok den største oplevelse, man kan få med ishockey. Jeg har aldrig været til OL, men jeg tror ikke, at det kommer i nærheden af det, vi var igennem. I Canada er det et helt land, der taler om det. Hver dag. Hele tiden, siger Jannik Hansen.

- Det er måske et af de sværeste trofæer at vinde i sportens verden, for det kræver, at du er på toppen så længe.

- Og det er ikke ligesom i andre sportsgrene, hvor der er stor forskel på, hvor mange penge, klubberne har. Det er ligeligt fordelt, og når slutspillet starter, er der nærmest 16 hold, der har lige store chancer, forklarer Jannik Hansen.

Selv om Vancouver Canucks ikke nåede slutspillet i denne sæson, følger Hansen ivrigt med i resultaterne.

- Da Montreal slog Boston ud, var der mange, der var overraskede og glade. Jeg har selv ikke den store kærlighed til Boston, så også derfor var det rart at se Lars vinde, siger Jannik Hansen.

Hvis de danske VM-spillere vil vide, hvordan det er at vinde ishockeysportens største klubtrofæ, kan de spørge landsholdets assistenttraner, Tomas Jonsson.

Svenskeren var i 1980'erne en back i verdensklasse og vandt Stanley Cup i både 1982 og 1983 med New York Islanders.

- Vinderne bliver jo husket altid. Navnene står i historiebøgerne og på pokalen, og det er en stor ting, som man konstant bliver mindet om. Man kan bare kigge på pokalen og se sit navn stå der, siger Tomas Jonsson.

Han kender Eller og Regin fra sine år med det danske landshold.

- Det betyder meget for dansk ishockey, at de er kommet dertil. At drengene har spillet sig ind på så gode hold, det er kæmpestort og godt gjort, lyder det fra Jonsson.

Lars Ellers Montreal Canadiens fik natten til søndag en mislykket start på semifinalerne med et 2-7-nederlag til New York Rangers, selv om Eller havde personlig succes med både mål og assist.

Chicago Blackhawks med Peter Regin åbner søndag aften semifinaleserien hjemme mod Los Angeles Kings.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst