Vin

Danmarksmester i vinkøb

@Billedtekst.3-fede:Vinchef Erik Larsen.

@Billedtekst.3-fede:Vinchef Erik Larsen.

Erik Larsen er den mest indflydelsesrige person i den danske vinbranche. Han står for formidlingen af næste hver anden flaske vin, vi drikker her i landet. Det styrer han fra en forbavsende lille afdeling hos COOP Danmark i Albertslund, hvor han 1. marts kan fejre 40-års-jubilæum. Erik Larsen er en kontant og effektiv herre. Der er ingen tvivl om, at han på nogle leverandører virker som en hård nyser. Han forhandler priser og kvalitet på vegne af halvdelen af de danske vinforbrugere, og da vi i Danmark drikker mere vin end de fleste og er voldsomt optaget af priser, er der vægt bag, når han udtaler sig om, hvad en vin må koste, og hvordan kvaliteten skal være. Der bliver smagt hundredvis af vine i løbet af et år, men han kan også selv bestemme, hvordan vinen skal smage. Nogle af COOP Danmarks store succeser har han selv været med til at sammenstikke hos producenterne. En del af hans flotte resultater kommer fra hans detaljerede viden om, hvad der fungerer i butikkerne. Han har selv været der og har prøvet det meste. Egentlig skulle han have fejret 50 års jubilæum i år, for han kom i lære som butikselev i Brugsen Mørkøv i 1959. Erik Larsen var da kun 13 år. Ganske vist kunne man normalt først komme i lære som 14-årige, men han fik en måneds dispensation. Han var færdig med 7. klasse, og så kunne han lige så godt gå i gang. Den tilgang til opgaverne har aldrig ændret sig. Brugsen Mørkøv var en selvstændig forening, som ikke var medlem af FDB – nu COOP. Derfor tæller ancienniteten først fra 1969, da han kom til FDB i en stilling som konsulent for butikkerne. Derefter flyttede han til personaleafdelingen med ansvar for ansættelse af uddelere. I 1980 blev han selv uddeler i landets største brugs, den der i dag hedder Kvickly xtra i City 2 ved Høje-Tåstrup. Så fulgte et job som regionsdirektør for alle brugser på Sydsjælland. Næste trin var chefstilling for OBS-kæden. For 15 år siden besluttede han at satse på vin, selv om hans fagkendskab til produkterne ikke var specielt meget større end det, de fleste uddelere har. Til gengæld havde han forstand på organisation, og så måtte det med vinen komme hen ad vejen. At han har haft held med begge områder vidner de markedsandele, han har tilkæmpet de mange kæder under COOP Danmark, om. Han køber ind til LokalBrugsen, Dagli’Brugsen, SuperBrugsen, Fakta, Irma, Kvickly og Kvickly xtra. Lige så stringent tingene foregår på kontoret og ved forhandlingsbordet, lige så hyggeligt er det for det store antal uddelere og butiksansatte, han er rejseleder for i vindistrikterne. I Sydafrikas varme høstsæson møder man ham i korte bukser med en stribe uddelere efter sig. Trækker man dem hen i skyggen til en snak, roser de arrangementet og stemningen på sådan en tur. Erik Larsen er også hyggelig at være sammen med. Det skal tilføjes, at det i øvrigt forventes, at alle sidder på deres pladser i bussen på det tidspunkt, der er anvist.