Danmarkspremiere i Hadsund og Skørping

Begge biografer er med på vognen, når "Spiderman 2" i aften har premiere

HADSUND/SKØRPING:Både Kinorevuen i Skørping og Hadsund Bio er med på vognen, når filmen "Spiderman 2" i aften har landsdækkende premiere. De natteduelige hadsundere havde i nat - efter at disse linjer var gået i trykken - mulighed for at komme premieren i forkøbet, da Hadsund Bio tyvstartede med en snigpremiere ved midnatstid. Men officielt starter løjerne altså først i aften. Holdet bag "Spiderman 2" er i store træk det samme, der stod bag den første film om tegneseriehelten i 2002. Instruktøren hedder også denne gang Sam Raimi, og hovedpersonen spilles igen af Tobey Maguire. Ganske som Superman, Batman og andre tegneseriehelte er Spiderman-figuren delt imellem en ganske almindelig person Peter Parker, der oplever ganske normale hverdagsproblemer, men som i skikkelse af Spiderman kan tage kampen op med enhver fjende - denne gangDr. Otto Octavius (Alfred Molina). Tilbage er kun at fortælle, at der også er noget for dem, der værdsætter special effects. Alene de computerskabte digital effects andrager 54 millioner dollar af filmens samlede budget.