DanParcs etablerer golfbane

Feriecenteret i Rønbjerg bygger selv en bane med ni huller

RØNBJERG:DanParcs Rønbjerg har besluttet selv at anlægge en golfbane. Der har i et stykke tid været talt om forskellige planer for en etablerering af en bane, men efter at initiativgruppen, der arbejder for at få anlagt en golfbane i Løgstør kommune, besluttede at arbejde videre med socialdemokraternes forslag om at købe Raunstrupgården syd for Løgstør, besluttede DanParcs Rønbjerg selv at etablere en golfbane. - Det er lidt tosset, at man ikke kan slå kræfterne sammen, men det er ikke rigtig lykkedes, så vi kunne ikke vente længere og besluttede selv at anlægge en golfbane, siger direktør for DanParcs Rønbjerg John Staal. Mulighed for udvidelse DanParcs anlægger en ni hullers bane og en såkaldt driving range, hvor man kan øve sig i udslag, på deres egen jord ned til fjorden. Det er meningen, at golfbanen skal placeres således, at der er mulighed for senere at udvide banen med yderligere ni huller samt en par 3-bane, hvis der opstår et ønske om at etablere en klub i forbindelse med golfbanen. DanParcs vil søge Dansk Golf Union om at blive godkendt til handicapregulering. Det betyder, at spillerne kan spille mod hinanden med forskellige handicaps, så begynderne ikke bliver trynet af de øvede spillere. Golfbanen skal primært bruges til DanParcs egne gæster og til green-fee spillere, som er alle, der betaler for at komme ind og spille. DanParcs håber på denne måde at kunne tiltrække nogle flere gæster til feriecenteret. DanParcs ejer et område på 60 hektar tæt på centeret 300 meter fra kysten og håber at kunne anlægge banen her. John Staal regner med, at der skal bruges cirka 32-35 hektar for at anlægge banen, for så er der stadig mulighed for udvidelse. Der er endnu ikke fatslagt en tidsplan for, hvornår anlæggelsen kan begynde og golfentusiasterne kan indtage banen. - Vi regner ikke med, banen bliver klart i år. Det bliver sandsynligvis først i løbet af år 2004 eller starten af 2005, fortæller John Staal. - Det hele kommer an på, om DanParcs kan få tilladelse til at anlægge en golfbane kun 300 meter fra kysten.