Kunst

Dans lige midt i kunstværket

Kunstner vil danse i sit kunstværk på Vendsyssel Kunstmuseum

Sofie Hesselholdt og Vibeke Mejlvang har lavet projektet: “Don’t let ‘em see the white of your eyes”. Foto: Hen­rik Louis

Sofie Hesselholdt og Vibeke Mejlvang har lavet projektet: “Don’t let ‘em see the white of your eyes”. Foto: Hen­rik Louis

HJØRRING:Der bliver dans à la ”Karen og Else”, når Vendsyssel Kunstmuseum har fernisering på udstillingen Homecoming. Det er kunstneren Charlotte Bergmann Johansen, der vil danse i sit eget kunstværk - nemlig en rekonstruktion af en baggård i Nr. Sundby engang i 1970’erne. - Charlotte har genskabt baggården, hvor hun i barndommen så sin mormor og Else danse til Johnny Reimar-musik, forklarer museumsinspektør Lise Mortensen, som har tilrettelagt udstillingen med 12 kunstnere, hvoraf de 10 er opvokset i Nordjylland. Det er ikke tilfældigt, at Charlotte Bergmann Johansen udstiller et projekt, hvor dansen indgår. Det gør den nemlig ofte i hendes værker, som også tit har et kønspolitisk udtryk. Hun har selv en fortid i standarddans, og i dag underviser hun også ind imellem i dans. Derfor falder det hende ikke så svært at lave en performance i morgen foran ferniseringsgæsterne. Udstillingen åbnes i morgen eftermiddag, og her vil flere af kunstnerne være til stede. Åbningstalen holdes af formanden for fritids- og kulturudvalget i Hjørring Kommune, Michael Karlborg (V). I forbindelse med udstillingen udgives et katalog i form af en æske med postkort, som er udført af de deltagende kunstnere. Det er foruden Charlotte Bergmann Johansen Lykke Andersen, Uffe Holm, Michael Boelt Fischer, Allan Otte, Søren Lyng, Kristian Sverdrup, Christian Hillesøe/Adnan Yildiz, Vibeke Mejlvang/Sofie Hesselholdt og Maria Wæhrens. Alle har taget afgang fra et af kunstakademierne.