Dans og ballet på Buen

Nyt tilbud til børn, unge og voksne

Dans og bal­let - et nyt til­bud på Buen i Hjør­ring fra man­dag 28. au­gust.
Ar­kiv­fo­to

Dans og bal­let - et nyt til­bud på Buen i Hjør­ring fra man­dag 28. au­gust. Ar­kiv­fo­to

HJØRRING:Balletundervisning er ikke lige det, man finder mange eksempler på i danske provinsbyer, men fra 28. august tilbydes der balletundervisning hos Aktiv Livsstil på Buen i Hjørring. Det er Move Dansestudie, der har afdelinger i Hørsholm, København og Aalborg, som åbner dansestudie i Hjørring. Move er et privat dansestudie etableret i 1992 af professionel danser og koreograf Claus Clement. Han har trådt sine første dansesko hos sin tante Lilli Nicolaisen, der i mange år har drevet danseskole i Aalborg, og han tog de første trin i en undervisningstime, da han var fem år. Flere elever fra Hjørring - Jeg har haft afdelingen i Aalborg i flere år og har oplevet, at flere elever fra Hjørring-området har deltaget på holdene der. Samtidig kommer flere af mine undervisere fra Hjørring, og det er en del af baggrunden for, at vi nu åbner studie i Hjørring. Det, vi kan tilbyde, findes ikke rigtig i forvejen, siger Claus Clement. Det er ikke polka og skomagervals, børnene lærer, og for de voksne er der heller ikke traditionel pardans på skemaet hos Move. Showdance og disco - Vores styrke er indenfor jazz og street, og vi byder på professionel undervisning på alle niveauer i en god atmosfære, siger Claus Clement. Han oplyser, at alle lærere er professionelle danse- eller bevægelsespædagoger, som har en solid uddannelse og erfaring bag sig. Klassisk ballet er for begyndere fra fire-seks år, og mgp-disco er for de syv-ni årige . Funky showdance er for de 10 - 13 årige, og der er ligeledes et hold for de 14 - 18 årige. Modern jazz er for unge og voksne, og kreativ børnedans er for elever på fire-fem år. Indenfor street-dance er der hold for de syv- niårige, 10 - 14 årige og for unge og voksne. Funky showdance er for voksne, og salsa line-dance er for voksne. Fredag 25. august er der i øvrigt åbent hus i Aktiv Livsstil, hvor nogle af Moves Aalborg-elever viser, hvad de har lært. - Og vi satser faktisk på at lære deltagerne en hel del. I år var vi til DM i showdans, og vores børn fra Aalborg blev nummer tre, siger Claus Clement. Han oplyser, at der den første uge er mulighed for frit at prøve holdene.