Dans og rytme giver fællesskab

Kulturprojekt på Købmandsgården bringer udviklingshæmmede sammen

EMNER 5. september 2002 08:00

TORSLEV: Ord er overflødige i et kulturprojekt, som de udviklingshæmmede beboere på Købmandsgården i Torslev deltager i. I denne uge har de besøg af ligestillede fra Belgien og Tyskland, og der dannes et fællesskab på trods af sprogbarrierer. Hjælpemidlet er blandt andet afrikansk dans, som Isaac Kweimensah Laryea, der stammer fra Ghana, underviser i. Jan Degrauwe fra Købmandsgården forklarer, at det EU-støttede projekt har deltagelse af fem lande, og at der foregår udveksling mellem landene. Købmandsgården har så valgt afrikanske danse for at få sine beboere og gæster til at prøve noget nyt. - Det er noget, som de måske ikke umiddelbart tør. Men når de så kaster sig ud i det, opdager de, at de godt kunne. De overvinder angsten for det nye, og det giver virkelig selvtillid og glæde, siger Jan Degrauwe. Den motoriske træning er også i top. Kontakten til andre kulturer er en væsentlig del af kulturprojektet. Købmandsgården er vant til at rejse, og mandag i næste uge går turen til Belgien, hvor de belgiske venner fejrer jubilæum. Her skal den afrikanske dans opføres, og Købmandsgården viser også en teaterforestilling. Opholdet varer ni dage, hvor der er arrangeret værksteder og gives rig mulighed for socialt samvær.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...