Dans på dåse

John Clark (Richard Gere) lever et rutineliv. Trods et fast job, en fast indkomst, en sød og dejlig kone og to ditto børn, han han alligevel en hul fornemmelse indeni. Så en dag melder han sig i al hemmelighed ind på et begynderhold i standard- og latindanse. (Dét som på engelsk med en samlebetegnelse kaldes for ballroom-dance, og som i konkurrencesammenhænge på dansk betegnes sportsdans). Inden længe begynder hans humør at ændre sig. Hans nyfundne danseglæde bemærkes af hans danselærere Mitzi og den smukke, men triste Paulina (Jennifer Lopez). Paulina var selv engang en fremtrædende konkurrencedanser på højt plan, hvis største resultat var en finaleplads i den traditionsrige og prestigefyldte Blackpool-turnering (som findes i virkeligheden). Paulina og Mitzi finder en dansepartner til John og melder parret til en dansekonkurrence. Johns ændrede humør og adfærd gør hans kone (Susan Sarandon) mistænksom. Hun tror han har en affære og sætter en privatdetektiv på sagen. Spørgsmålet bliver nu, hvordan Johns familie reagerer på sandheden? Og hvordan vil John reagere på familiens reaktion? "Shall We Dance?" er først og fremmest en sukkersød film om at finde takten med den rette partner på livets dansegulv. Undervejs får man også et par enkelte grin. Men samtidig slår den sig også op på at være en dansefilm. Genremæssigt lægger den sig op ad Baz Luhrmanns fremragende "Strictly Ballroom", uden dog på nogen måde at kunne måle sig hermed. "Shall We Dance?" giver en urealistisk og usammenhængende skildring af dansens verden, og for en forhenværende sportsdanser, en utroværdig skildring af konkurrence-praksis. Men alt det kan tilgives, for filmen får dog dansens vigtigste og smukkeste egenskab frem. Nemlig at dans kan udføres af alle, og alle kan finde nydelse derved. På livets dansegulv er der plads til dansere i alle aldre, størrelser, og genrer. Så bliver det næsten ikke mere klistret. Filmen holdes oppe af Richard Gere og Susan Sarandon, som begge stilfærdigt og uden alt for mange ord, formidler de frustrationer og glæder som deres livsforløb giver dem. Og Richard Gere danser faktisk hæderligt af en begynder at være. I en birolle som en rapkæftet og konfrontationssøgende danserinde der har set bedre dage, ses Lisa Ann Walter, som fortrinsvis står for filmens humoristiske øjeblikke. Til gengæld skal man trækkes med en ikke særlig velspillende Jennifer Lopez. Til hendes forsvar skal det siges, at manuskriptet giver hende en tynd livshistorie og indsigtsløse replikker at arbejde med. Men når hun endelig har en replik på mere end to linier overspiller hun voldsomt, og når hun danser foregår det med det mest overdrevne, weltschmertz-udtryk i øjnene, som for at kompensere for, at hun i virkeligheden ikke har tilstrækkelig indsigt i sportsdansens natur. Til gengæld får hun til sidst i filmen lov at vise hvad hun virkelig duer til på et dansegulv. Og det er nemlig ikke sportsdans, som filmen ellers prøver at bilde os ind. Det er den klassiske, rendyrkede jazz som klæder hende allerbedst. Kun her bliver hendes ansigtsudtryk mere naturlige og oprigtige. "Shall We Dance?" er lige så forudsigelig som bølgepap, og den er først og fremmest en feel-good-film for tøser. Men den forudsigelige film og Jennifer Lopez har det til fælles, at når bare enden er god, så er resten til at leve med. "Shall We Dance?" USA 2005 Instr: Peter Chelsom En time, 46 minutter Danmarkspremiere