Danse-center på højskolen godt fra start

Research Centre for Dance and Performance starter danseundervisning for alle

VRÅ:Research Centre for Dance and Performance på Vrå Højskole er efter den officielle åbning for en måneds tid siden nu i fuld gang med sine aktiviteter, og der bliver også aktiviteter for interesserede "udefra". - Vi starter med at invitere til en visning af arbejdet på soloforestillingen "Fall Fall She Fell" af den århusianske performancegruppe Secret Hotel, fortæller Ellen Kilsgaard, én initiativtagerne til danse-centret. Både enkeltpersoner og grupper af dansere kan opholde sig i Vrå i kortere eller længere tid for at arbejde med dans, og det tilbud benytter Secret Hotel sig af. Secret Hotel består af iscenesætter Christine Fentz, performer Tina Andersen og komponist Rune Søchting, og de opholder sig i disse dage på danse-centret for at arbejde med deres forestilling. I morgen aften giver de en lille smagsprøve på det de har arbejdet med og bagefter vil kunstnerne fortælle om deres arbejde og der bliver mulighed for at stille spørgsmål over en kop kaffe. Dans for alle Danseinteresserede borgere får også lejlighed til at prøve at danse selv på Re- search Centre for Dance and Performance i Vrå. Der bliver danseundervisning for alle hver mandag aften i maj. - Vi kalder forløbet "Mandage i Maj", og det er et tilbud om danseundervisning for voksne. Undervisningen vil bestå af en let teknik-klasse hvor vi vil arbejde hele kroppen igennem og få pulsen op. Vi vil bl.a. arbejde med øvelser over gulv, og en lille bevægelseskombination. Alle kan være med, forsikrer Ellen Kilsgaard. Undervisningen koster 30 kr. pr. gang og varestages af Linn Urke Osness, som studerer dansepædagogik ved Skolen for Moderne Dans i København. T Tilmelding kan ske enten telefonisk eller på e-mail til Ellen Kilsgaard.