EMNER

"Dansebande" lægger planer

Mariagerfjord Kommune skal i 2012 forsøge at leve op til værdigheden som "Dance Attack-kommune"

Dansen bliver fejret i hele verden 29. april. I Mariagerfjord Kommune kan både enkeltpersoner, foreninger og grupper være med til at fejre dagen. - Og det er også deltagerne, der bestemmer, om det skal være folkedans eller break dance, der præsenterer kommunen, forklarer projektmedarbejder i kultur og fritid Annette Øllgaard Larsen. Torsdag 2. februar inviterer Mariagerfjord Kommune alle danse-interesserede til initiativmøde på Mariager Rådhus. På mødet skal det planlægges, hvordan Dansens Dag skal forløbe lokalt. Annette Øllgaard Larsen siger, at Dansens Dag er en måde at fejre og synliggøre dans på, både som motion og kunst. Og i Mariagerfjord vil man gøre sig ekstra umage for at vise, hvad dansen kan byde på - i alle genrer og for alle aldre. Dansens Hus har i 2012 udnævnt Mariagerfjord Kommune til Dance Attack-kommune. Derfor vil kommunen arbejde strategisk med dans i hele 2012. Blandt andet får man besøg af en dansebande i ugen op til Dansens Dag.