Danseglade finder nyt gulv
Foreningen De Danseglade holder fremover til i Skalborggårdhallen

Peter og Lindy Aldahl spiller op til dansebal i Skalborggårdhallen. Arkivfoto: Jens Morten
Gulvet i Vejgaard-Hallen bliver skiftet ud med Skalborggårdhallens underlag, når foreningen De Danseglade fremover holder bal. Fire gode år i Vejgaard-Hallen er det blevet til, men ifølge formand Peter Duun Kristensen er lokalerne i Skalborg billigere og tilbyder også et godt trægulv. Formanden håber, at de fleste af gæsterne finder med til Skalborg. Første arrangement er lørdag 28. januar, hvor foreningen byder på musik af de lokale musikere Peter og Lindy Aldahl, der er kendt fra dansktoppen. Dørene åbner kl. 19.30 og lukker igen kl. 00.30. Foreningen har for hele året planlagt ni baller med højdepunktet lørdag 1. september, hvor 10 års jubilæet skal markeres med musik af Curly Flowers. Gæsterne til De Danseglades baller er typisk singler, og selv om ballerne i gennemsnit trækker 150-200 gæster, er kun et mindretal medlem af foreningen. Det vil foreningen gerne lave om på og arbejder med nye tiltag, der kan øge medlemstallet.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.