EMNER

Dansen om finansloven

Hvem gavner maximalstaten mest? Dem der råder over skatteydernes penge, eller dem der putter pengene i de offentlige kasser.

For øjeblikket er det hele store cirkus, folketingspolitikernes dans om finansloven. Det drejer sig om statens udgifter på ca. 456 mia. kr., lovgiverne skal fordele. De offentlige indtægter udgør i alt 834,8 mia. kr.. Der er en forskel på ca. 400 mia. kr. Hvem giver lovgiverne ret til at fordele dem, og hvor bliver pengene af? Det spørgsmål burde interessere lovgiverne på lige fode med fordelingen af finanslovens midler. Dem der putter pengene i de offentlige kasser er lige så forskellige som dem, der bruger skatteydernes penge. Dem der tjener mest har altid procentvis betalt mindst. Dem, der kan, flytter skattebyrden ud af landet. Bureaukrater f.eks. placeret i EU betaler mindst. Eskperter betaler 25 procent bruttoskat f.eks. fodboldspillere. Offentlige ansatte betaler endnu mindre. De får en nettoudbetaling, hvor bidraget til det offentlige afhænger af deres placering i hirakiet. De naturlige brugere er pensionisterne især folkepensionisterne, der via speciele bidrag har sparet op til deres pension. Børn, unge, ældre der har et naturligt behov for hjælp til pasning og uddannelse. I dag har man udviklet en maximalstat, hvor alle skal tømme de offentlige kasser før deres naboer. Mange har skabt sig en formue på den taktik. Maximalstaten afskaffer det noget romantiske begreb"enhver er sin egen lykkes smed". Alle er afhængige af det offentlige. Selvstændighedskulturen er død. Oprøret imod den udvikling afspejler sig i sort arbejde og skatteundragelse. Det må være på tide, at man analyserer, om maximalstaten kan skabe den størst mulige velfærd for flest mulige.