Dansen samler generationerne

Få mødte op til ugentlig familiedans. Men uforpligtende søndagsdans med børn, forældre og bedsteforældre tegner til at blive en succes

Mads Nyvold
Karin Skovmand (med ryggen til) sørgede for, at både unge og gamle kunne følge med i de nye fællesdanse. Forlystelserne kostede 25 kr. per voksen, mens det var gratis for børnene - uanset antal.Foto: Hans Christian Jacobsen
EMNER 15. januar 2007 05:00

REBILD: - Op på tæerne! Ned i knæerne!, lyder det fra en rugende dansesal på Spillemandsmuseet. 27 sæt unge og gamle fødder følger glædeligt op og gør som danselærerinden beordrer. I hjørnet sidder en mand og stryger buen lystigt hen over violinen. I døråbningen dukker endnu to andre op. Den ene med en harmonika om brystet, og den anden med en gylden trompet ved læberne. Vi er til premiere på familiedans for børn. Ja, egentlig er det ikke en rigtig premiere. Musikskolen har nemlig afholdt flere af slagsen på hverdagene. Men da kneb det med fremmødet. - Nu forsøger vi med en månedlig uforpligtende søndagsdans, hvor forældre med børn, bedsteforældre med børn eller andre, der har lyst til at danse på børnenes præmisser, er velkomne, fortæller leder Bente Pindstrup. Og musikskolen har tilsyneladende fat i den rigtige melodi. Til premieren har nogle af børnene hevet deres forældre - eller er det omvendt -med helt fra både Århus og Aalborg. Og netop det mix er en af bagtankerne bag arrangementet. Vi lever nemlig i en travl tid, hvor familien tilbringer en stor del af tiden på arbejdet eller i institutionen. Samtidig har de forskellige generationer ikke så meget kontakt med hinanden, som tidligere. Og det er en skam, siger Bente Pindstrup: - Jeg kan huske fra min barndom i 70"erne, at det var sjovt at lege med de andre børn på vejen. Men det var endnu sjovere, når de voksne var med. Dans har altid været en god måde at være sammen på tværs af generationerne. I dag er dette samvær nok langt mere nødvendigt end før.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...