Kunst

Danser med tråde

For væveren Jenny Hansen kan arbejdet være som meditation, men også til tider blive ensomt

Fingrene danser mellem de hvide tråde. Højre hånd fører sikkert gobelinpinden med den blå tråd. I en hast der snart skaber en flade, mens venstre hånd holder styr på de hvide baggrundstråde. Bag dem skimtes den rute, der skal følges med nøjagtighed for at blive til den planlagte komposition. På trykluftspedalen slår den højre fod takten. Og trådene lystrer med et smæld, når de skilles. På gobelinvæven er 2 meter og 5 måneders arbejde rullet sammen. Og det 185.000 kroners kunstværk kan om en lille halv meter og en måneds arbejde klippes af og gives til den glade bestiller. - Det er altid dejligt at kunne se en ende på et værk. For man kan da ikke undgå nogle gange at få en lille krise, når man arbejder så lang tid med det samme. Jenny Hansens øjne smiler under det brune pandehår. Hun har lært at styre sin utålmodighed. Og arbejdsmoralen er høj. - Jeg ved jo efterhånden, hvor lang tid det tager. Man starter fra en ende af og kan jo ikke rigtig springe over, hvor gærdet er lavest. Så man skal virkelig brænde for det. I værkstedet er alle regnbuens farver rullet op på små spoler. Uldgarnet kommer hjem fra England i 50-100 kg af gangen, og så bliver der gang i privatens køkken, hvor gryderne fyldes med farver. Så hun kan blande nøjagtig de ønskede nuancer. Seks timer om dagen bruger hun ved væven med at frembringe den kunst, der i denne uge indbragte hende endnu en hædersbevisning ud af efterhånden mange: Nordjysk Kunstnerlegat 2002. - Det er først og fremmest en stor ære. Og så tror jeg nok, at jeg er den første tilflytter nogensinde, der modtager det. Hun siger det med en dialekt, der er svær at bestemme, men i hvert fald ikke stammer fra Gjøl, hvor hun har boet med sin mand siden 1982. Nej, den stammer oprindeligt fra Fyn, hvor hun kom til verden som den ældste af tre piger i en gartnerfamilie for lidt over 51 år siden. Og hun husker, da hun som barn var med en veninde på loftet. Her lå en rammevæv, og den fik hun lov til at låne. Uden tanke for at hun senere skulle komme til at leve af det, og blive en af landets bedste indenfor sit felt. Kalenderen var bladret frem til 1973, da hun købte sin første væv. En fireskaftet Lervad-væv. - Jeg havde jo malet lidt før, men det svinede for meget. Hun griner. For det var dengang i de glade 70'ere, hvor vævningen nød en hel anden popularitet, end den gør idag. - Det fangede bare, og så var det jo meget oppe i tiden. Men det var ikke sådan, at jeg fra start havde ambitioner om at leve af det. Godt nok var jeg lidt naiv, men så dum var jeg dog heller ikke. Så hun passede sit arbejde på kontoret, samtidig med at hun begyndte at lære sig selv at bruge væven. Intuitivt tilegnede hun sig principper for komposition og satte sig ind i den grundlæggende farvelære. - Jeg elsker farver. De grønne øjne stråler, da hun bladrer gennem bogen med dansk gobelinkunst. De mest farvestrålende værker er signeret Jenny Hansen. Snart kom hun med på sin første udstilling, men trods de følgende års mange priser og hædersbevisninger var det først i 90'erne, hun så småt begyndte at kunne leve af det. I 2001 modtog hun bla. et tre-årigt arbejdsstipendium fra Statens Kunstfond. Telefonen afbryder hendes talestrøm. En bekendt ønsker tillykke med kunstnerlegatet. På bordet står en farvestrålende blomsterbuket også vedhæftet lykønskninger. Og selvom selve vævningens teknik er mere eller mindre den samme, som man har brugt igennem generationer, er de moderne tider ikke helt fraværende i det lille værksted ved Limfjorden. Bag i lokalet står nemlig det arbejdsredskab, der for alvor har medbragt forandringer og nye muligheder: computeren. Her scanner Jenny Hansen de malerier ind, der nu som tidligere danner grundlaget for skitserne. Og her er der uanede muligheder. For at kombinere med fotos. At lægge lag på lag, og i det hele taget eksperimentere og manipulere med billederne. - Den giver en stor lettelse i arbejdet, og så giver den en masse muligheder. Det giver en god vekselvirkning at arbejde med computeren og alt det impulsive, og så sætte sig til det mere disciplinerede ved væven. Også ghettoblasteren på bordet vidner om, at de snepjuskede fugle udenfor lever i 2003. Ofte er radioens stemme, det eneste der holder den arbejdende kunstner med selskab i løbet af dagen. - Det værste ved at sidde alene er, at jeg egentlig er selskabsmenneske. Det kan være som meditation at sidde ved væven, men af og til kan man da godt blive lidt ensom. Så telefonen bliver brugt lidt rigeligt. Hun smiler mens øjnene søger ud på de snedækkede træer bag ruden. Hun lever for sin kunst, og har bla. derfor tidligt valgt ikke at få nogen børn. Det ærgrer hende ikke, men det gør det til gengæld, at ikke ret mange unge idag giver sig i kast med vævningen. Selvom hun efter opmærksomheden omkring dronningens gobeliner oplever, at det er en kunstform i fremgang. - Jeg tror ikke, de unge er så meget for det, der tager lang tid. Og jeg har da set mange som begyndte, men så skiftede over til et hurtigere medie som malerkunsten, for at tjene nogle hurtigere penge. Men jeg mener, man skal satse på kvalitet og blive god til én ting. Vævningen har en anden dybde og farverne en anden styrke end de har f. eks i maleriet. Og det tager altså mindst 15 år at blive rigtig god. Selv håber hun at kunne blive siddende ved væven. Altid. - Medmindre jeg bliver invalid, vil jeg da blive ved helt til det sidste. De slanke, vinterblege fingre arbejder smidigt videre. Danser med tråde.