- Danserne droppede støvlerne

Skolevæsen 20. marts 2003 07:00

BRØNDERSLEV: Selvom linedancerne fra Brønderslev skiftede støvlerne med de hårde såler ud med bløde dansesko, bad forvaltningen alligevel danserne skifte træningslokale fra Søndergades Skole til Skolegades Skole. Det oplyser dansernes formand Ole Lengsø. Han fortæller, at danserne torsdag 23. januar modtog brev fra forvaltningen om, at danserne med øjeblikkelig virkning skulle danse i sko med blød sål, fordi de sled for meget på gulvet i gymnastiksalen på Søndergade skole. - Allerede mandag aften ugen efter, fik det første hold dansere at vide, at de fremover skulle danse i sko med blød sål, og de resterende hold fik beskeden umiddelbart efter. Fra og med mandag 3. februar 2003 har alle i klubben derfor danset i sko med blød sål. Mange af danserne har endda investeret cirka 800-900 kroner i professionelle dansesko, fortæller Ole Lengsø. - Derfor føler vi os en smule jaget, når vi 13. februar af forvaltningen bliver bedt om at flytte til Skolegades Skoles gymnastiksal med virkning fra 1. marts. Vi havde således to uger til at informerer alle medlemmerne, men den første uge var uge 8 - vinterferie ugen - hvor alle skoler er lukket, og der derfor heller ikke er nogen danseaftener. Ole Lengsø oplyser videre, at danserne ikke kunne få de tider, som de var blevet tildelt fra sæsonstart. - Det betød, at vi skulle flytte to hold samt finde en anden instruktør til en anden aften. Ganske vist måtte vi så danse i vores støvler igen, fordi gulvet i gymnastiksalen på Skolegades Skole i forvejen var slidt ned og skulle udskiftes, når kommunen fandt penge til det. - Altså kunne vi så meddele vores medlemmer, at de alligevel godt måtte danse i fodtøj med hård sål, og at deres investering i bløde sko var spildt. Vi har derfor spurgt forvaltningen, om vi ikke kunne få lov til at blive på Søndergade Skole, indtil vores sæson slutter i uge 18 - og det har de så givet tilladelse til. Men vi undre os lidt over, hvorfor vi ikke kunne have fået Skolegades Skole fra starten. Og hvorfor dette hastværk med at flytte os, når vi nu havdeefterkommet Søndergades Skoles krav om bløde sko, spørger formanden. Formanden fortæller, at forvaltningen i efteråret gav udtryk for, at man havde svært ved at finde et lokale til danserne. - Derfor begyndte vi selv at lede efter et egnet lokale. Efter at have brugt mange ressourcer, både egne og andres, lykkedes det. Vi føler os derfor lidt til grin, da vi efter at have afleveret ansøgningen, får anvist et lokale; et lokale som måske kun er midlertidig, da vi jo nok ikke kan være der, når lokalet er blevet renoveret, tilføjer Ole Lengsø. I artiklen fra den 18. marts 2003, bemærker forvaltningen at der kun kan ydes tilskud til lokaler uden særligt udstyr. - Det lokale, vi har søgt tilskud til, er et lokale uden nogen former for udstyr, og det er også sådan et lokale, vi har brug for. Vi har selv det udstyr, vi skal bruge for at dyrke vores aktivitet. Vi skal blot have lov til at bruge vores støvler eller sko med hård sål, og dermed kan man stille spørgsmål vedrørende egnetheden af de tildelte lokaler. Er et lokale egnet til en aktivitet, når aktiviteten må radikalt ændres for at kunne udføres i lokalet, spørger formanden. - Prøv lige at bede alle fodboldspillerne i kommunen om at spille udendørs fodbold i gymnastiksko, da deres fodbold støvler ødelægger græsset på banerne.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...