Tandpleje

Dansesyge og Den Lyserøde Panter

Hun er tandlæge, han er læge og sammen har de en lidenskab der flytter fødder

FREDERIKSHAVN:Journalisten sidder der i stuen og tænker pludselig tilbage på skoleballerne i gymnastiksalen, hvor der lugtede af fodsved og Rexona og hvor bænkevarmerne sad linet op under uret, mens præstationsangsten blev skåret ud i pap. Ingen tvivl om, at det kræver mod at bevæge sig ud på et dansegulv, for her får du udstillet dine fejl og dine klodsede manerer, men dansegulvet er også stedet, hvor rusen får lov at bruse og hvor feberen når over 41. - Dans udløser tit et kick. Du føler dig fuldstændig høj af glæde samtidig med, at du kan være forfærdelig træt. Det er ganske enkelt en form for narkotika, ja, man kan godt kalde det dansesyge. Citat: Gitte Strøm. Hun er tandlæge, hendes mand hedder Henrik, og han er læge. Begge er over 40 år, men ambitionerne vibrerer og de har store planer om at vinde Danmarksmesterskabet i dans i kategorien Ægtepar, hvor der skal danses både tango, quickstep og vals. I dag vil vi få mere at vide om, hvorfor dans fylder så meget i Gitte og Henriks liv, og hvorfor Gitte har et nært forhold til Den Lyserøde Panter. Og i morgen - mine damer og herrer - kaster NORDJYSKE Medier med stjernestøv og har inviteret Gitte og Henrik på Hotel Scandic i Frederikshavn, så vi kan se dem tage livtag med et dansegulv og en sensuel argentinsk tango. Danseskole Gitte og Henrik bor sammen med deres to børn helt ned til vandet I Frederikshavn, hvilket kan være meget rart, når bare ikke det stormer og vandet næsten når helt op til stuevinduerne. Udenfor er det mørkt, på bordet i stuen er der danskvand, peanuts, skrællede gulerødder og agurker (i baggrunden vandets evige brusen), og det er jo nærliggende at spørge, om parret har mødt hinanden på en danseskole og om de er barndomskærester. - Vi har begge danset som børn, men vi mødtes først som unge, fortæller Gitte Strøm, mens hun nipper til en gulerod. Hendes mor var turneringsdanser, så Gitte blev født ind i den magi, som mange føler, der er omkring dans, men som teenager fik hun andre interesser og samtidig var det svært at finde den rette dansepartner. I Henriks familie var der fast tradition for, at man gik på danseskole, men da han var 10 år, sagde han dansen farvel til fordel for fodbold og spekulerede ikke mere på dans, før han mange år senere mødte - under studierne - Gitte til en sommerfest i København. Jo, jo kære læser, de dansede skam en hel aften, de blev kærester, blev færdige med deres uddannelser, fik børn og karriere - men blev dansen da helt glemt? - Ikke for mit vedkommende, fortæller Gitte. Det er igen den der dansesyge. Det er en sygdom, du ikke kan helbredes for. Men jeg dansede ikke på konkurrenceplan. Men jeg dansede for eksempel gerne derhjemme med en stor dukke som partner. Det var faktisk Den Lyserøde Panter, husker Gitte og griner. Glemt Henrik havde faktisk helt glemt at danse og havde ingen ambitioner om at begynde igen, men han var nærmest tvangsindlagt, når der for eksempel var dans i fjernsynet, så helt glemt blev dansetrinene trods alt ikke. Når man har egen praksis som henholdsvis læge og tandlæge og sammen har to børn, er der nok at se til, så det var først for fem år siden, at der igen skulle danses wienervals, slowfox og tango, mm. Parret er tilknyttet Frederikshavn Sportsdanserforening, og der bliver trænet fire timer om ugen, plus det løse. - Det var Gitte, der tog initiativet, og mens hun havde nemt ved at danse, viste det sig, at jeg ikke kunne huske spor. Det gjorde ondt i benene, og det var faktisk lidt skræmmende, fortæller Henrik med et stort smil. Vilde md dans Gitte spiser temmelig mange gulerødder den aften, og blikket er fast. Hun har det godt med, at "Vild med dans" er blevet så populær, fordi serien blandt andet viser, hvor hårdt det er at kaste sig ud i konkurrencedans. - At blive en god danser på konkurrenceplan kræver disciplin, musikalitet, smidighed og så skal man have en god kondition. Der er mange ting, du skal huske på en gang, og du skal have den rigtige holdning. Men alle kan være med på et eller andet niveau, og folk kan jo bare lægge det i dansen, som de vil, siger Gitte. Der er altid noget, man kan blive dygtigere til og så snart Gitte og Henrik har fået fødderne til at valse på den helt rigtige måde, så er der pludselig noget med kroppen, de kan tage fat på at ændre og rette til. For Gitte og Henrik betyder dansen samtidig, at de har noget at være fælles om i den sparsomme fritid, men kan man som par ikke ligeså godt spille badminton, hvis man gerne vil være sammen? Gitte ryster på hovedet. I dansen gør man noget ud af sig selv, tager pænt tøj på, sætter håret op, og på den måde kører der et intimt og fint spil mellem Gitte og Henrik. Her skal dog lige indskydes, at når man er ægtepar og har ambitioner om at blive Danmarksmester, så kan der på den anden side sagtens opstå et lille magtspil og blive udstødt et dybt ARGHHHHH!, hvis tingene ikke kører, men det hører bare med til gamet. I morgen vinker Gitte og Henrik Strøm farvel til den hyggelige stue med havet i baggrunden og siger goddag til dansegulvet på Hotel Scandic, hvor gæsterne sikkert sidder og nyder en fadøl i baren. Parret har lovet at danse tango, så vi glæder os.