Dansk appel om solidaritet i NATO

EMNER 1. december 2007 05:00

KØBENHAVN: Forsvarsminister Søren Gade (V) opfordrer andre NATO-lande til at vise solidaritet og sende flere soldater til Afghanistan, efter at to danske soldater torsdag mistede livet i kamp med Taliban. Men det bliver formentlig en opfordring, der falder for døve øren. NATO afviser nemlig at gå ind i og presse andre lande til at sende flere soldater, og derfor er den danske forsvarsminister overladt til selv at råbe op sammen med de andre lande, der har soldater i den urolige sydlige del af Afghanistan. - NATO er selvfølgelig nødt til at anerkende, at de ikke kan tvinge landene til at sende soldater. Det ville vi jo heller ikke acceptere i Danmark, det skal være en national beslutning. Derfor kan vi kun opfordre de andre lande til at udvise solidaritet, og det gør jeg og resten af sydgruppen ved hvert NATO-møde, siger Søren Gade. Han vil nu tage spørgsmålet op på det næste møde i sydgruppen i december, men forhåbningerne knytter sig især til NATO-topmødet til april næste år, hvor både statschefer og udenrigsministre deltager. - Der må statslederne se hinanden i øjnene og afgøre, om de stiller de nødvendige styrker. Det er jo grotesk, at NATO beslutter sig for at løse opgaven, men at de enkelte lande ikke stiller med de nødvendige soldater, siger Søren Gade. Han understreger dog, at det ikke bliver mindre farligt at være dansk soldat i Afghanistan, selvom de andre lande sender flere soldater. Men det vil betyder, at missionen vil tage kortere tid, siger han. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...