Atletik

Dansk atletikhold jagter finaleplads ved varmt VM

Der er dansk deltagelse i fem discipliner ved atletik-VM. Elitechef stiler efter mindst én finaleplads i Doha.

OL-sølvvinder Sara Slott Petersen er det stærkeste danske bud på et topresultat ved atletik-VM i Doha.

OL-sølvvinder Sara Slott Petersen er det stærkeste danske bud på et topresultat ved atletik-VM i Doha.

DOHA:Under et år før OL i Tokyo er det et lille hold, som Danmark sender til VM i atletik, der begynder fredag i Qatars hovedstad, Doha.

Der er dansk deltagelse i fem discipliner, og målet er mindst en placering i top-8, hvilket i flere discipliner svarer til en finaleplads. Det siger Bo Overgaard, der er elitechef i Dansk Atletik.

- Den overordnede målsætning er, at vi gerne vil tage hjem med en finaleplacering, altså et top-8-resultat.

- Så vil vi også gerne have yderligere et top-16-resultat med hjem - det er i sig selv opfyldt ved at have kvindernes stafethold med, siger Bo Overgaard.

Han forventer, at målsætningen ved OL næste år vil være i cirka samme leje.

Det danske VM-hold i Doha kunne have været større. For flere atleter er det et spørgsmål om formdyk eller et fravalg som en del af en langsigtet plan med OL som det store mål.

Hækkeløberen Andreas Martinsen, 400-meterløberen Benjamin Lobo Vedel, 800-meterløberen Andreas Bube, forhindringsløberen Ole Hesselbjerg, maratonløberen Abdi Ulad og 5000-meterløberen Maja Alm er blandt de atleter, som ikke kommer til VM i Doha, men stadig er i klar betragtning til OL.

Højdespringeren Janick Klausen var inviteret til VM af Det Internationale Atletikforbund (IAAF), da han med et spring på 2,28 meter havde klaret det reducerede kvalifikationskrav, men en baglårsskade har forhindret ham i at deltage.

I stedet er det op til OL-sølvvinder Sara Slott Petersen (400 meter hækkeløb), Anna Emilie Møller (3000 meter forhindringsløb og 5000-meterløb), maratonløber Thijs Nijhuis samt det danske stafethold i kvindernes 4 x 100-meterløb at forsvare de danske farver i Doha.

Elitechef Bo Overgaard ser Sara Slott Petersen og Anna Emilie Møller som de bedste bud på danske topresultater.

En af de helt store udfordringer ved VM i solbeskinnede Doha er den bagende varme. Konkurrencerne afvikles om aftenen, hvor der stadig er over 30 grader varmt, mens der i dagtimerne sagtens kan være 40 grader i skyggen.

Dansk Atletik vil i samarbejde med Team Danmark-eksperter benytte VM til at teste flere tiltag, som kan blive aktuelle under OL næste år, da der også forventes høje sommertemperaturer i Tokyo.

Blandt andet vil Anna Emilie Møller og Thijs Nijhuis bruge en særlig kølevest under træningen i Doha.

- Hele problemet er egentlig ikke selve konkurrencen. Det hårdeste er at kunne holde varmen ud i dagtimerne, når man kommer derned og træner op til konkurrencen.

- Det handler om at være nedkølet i så lang tid som muligt, og det er svært, men det er øvelsen, og vi føler os godt forberedte. Det er lidt et pilotprojekt med nogle af de tiltag, vi har været igennem og skal igennem før OL, siger Bo Overgaard.

Som en del af en varmeakklimatisering har de danske udøvere været i en "pre-camp" i tyrkiske Belek.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst