Badminton

Dansk badmintontalent nærmede sig sensation ved VM

20-årige Mia Blichfeldt var tæt på en choksejr mod verdens nummer fire. Det endte dog med nederlag i tre sæt.

Mia Blichfeldt spillede en flot kamp mod thailandske Ratchanok Intanon, men det var ikke nok til at sikre sejr og avancement fra anden runde. Foto: Johannes Eisele/arkiv/Ritzau Scanpix

Mia Blichfeldt spillede en flot kamp mod thailandske Ratchanok Intanon, men det var ikke nok til at sikre sejr og avancement fra anden runde. Foto: Johannes Eisele/arkiv/Ritzau Scanpix

Den danske badmintonspiller Mia Blichfeldt var tidligt tirsdag morgen tæt på at tage en overraskende og imponerende sejr ved VM i badminton.

Den 20-årige dansker spillede således helt lige op med verdens nummer fire, Ratchanok Intanon fra Thailand, i turneringens anden runde.

I sidste ende endte det dog med en thailandsk favoritsejr i træ sæt. Sejrscifrene lød på 16-21, 22-20 og 21-10.

Blichfeldt var på forhånd undertippet mod den stærke thailænder, men hun formåede altså alligevel at lægge stort pres på modstanderen.

I første sæt banede en tidlig 5-1-føring vejen for en dansk sætsejr.

Blichfeldt var også foran 14-6 undervejs, og hun holdt generelt modstanderen på komfortabel afstand i hele sættet.

Andet sæt blev en tættere affære. Det var stadig med den undertippede dansker i førersædet det meste af sættet, men mod afslutningen kom Ratchanok Intanon tættere og tættere på.

Mia Blichfeldt var foran med 19-16, da thailænderen pludselig vandt fire bolde i træk og på den måde sikrede sig sætbold foran 20-19.

Danskeren overlevede den første, men måtte se sig slået 22-20.

Ratchanok Intanon kom bragende ud til tredje sæt, hvor hun bragte sig foran med 10-1, inden Blichfeldt fandt en smule fodfæste.

Selv om Blichfeldt kom godt igen, så var det ikke nok til at forhindre thailænderen i at vinde sættet og dermed kampen.

Kort efter skulle talentfulde Anders Antonsen have været i aktion på en af de øvrige baner i Nanjing, men danskeren snuppede billetten til anden runde uden kamp.

Hans modstander i første runde, thailænderen Tanongsak Saensomboonsuk, trak sig før de to spilleres kamp i første runde.

Den fjerdeseedede mixeddouble med Mathias Christiansen og Christinna Pedersen fik også en kort dag på kontoret. Ved stillingen 20-11 i første sæt til det danske par trak modstanderne fra Hongkong sig.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst