Trafikulykker

Dansk bil i dødsulykke

En 25-årig mand er omkommet, da en dansk bil kørte galt i Sverige.

Manden var passager i bilen, som kørte galt uden for Nyköping. Det skriver den svenske avis Aftonbladet. Ulykken skete, da føreren af bilen overså, at der var redningsarbejde i gang efter en anden ulykke, og bilen kørte med høj fart direkte ind i en redningsvogn. Ud over den dræbte blev de to andre i bilen, en kvinde og en mand, alvorligt kvæstet. Ifølge Aftonbladet er kvinden indlagt på sygehuset i Nyköping, hvor hun opereres for sine kvæstelser. Føreren af bilen, en 24-årig mand, er også indlagt.