Dansk billet til OL vil hæmme optakt i AaB

Peter Bredsdorff-Larsen mener dog, at kombinationen generelt er et plus for AaB som klub

ÅRHUS:Hvis landsholdet kvalificerer sig til OL, må AaB Håndbold undvære sin nye cheftræner i en stor del af optaktsfasen til næste sæson. - Det vil give mig en speciel start i AaB, men jeg håber, at jeg kan mødes med spillere og ledere i klubben nogle gange før sommerferien, så vi ikke står på bar bund, når jeg kommer hjem fra OL. siger Peter Bredsdorff-Larsen, der som tidligere nævnt afløser Per Jessen i AaB. Hans kommende dobbeltrolle som assisterende landstræner og AaB-cheftræner er selvsagt godkendt af de implicerede parter, og hovedpersonen ser flere fordele end ulemper. Hånd i handske - De to hverv passer som hånd i handske. Alle landsholdsaktiviteter er afstemt med ligaprogrammet, så den hjemlige turnering ligger stille, når landsholdet er i aktion, og jeg ser det som et plus for AaB, at jeg i kraft af landsholdsopgaverne kan hente spillemæssig inspiration og være på forkant med spillermarkedet. OL i Beijing afvikles i august og vil først være slut ca. tre uger før premieren på den danske ligasæson. OL-turneringen får deltagelse af 12 lande, og Danmark kan indløse billet ved at vinde det kommende EM i Norge. En andenplads vil dog også række, hvis Tyskland erobrer guld, idet tyskerne som regerende verdensmestre i forvejen er sikret olympisk adgang. Fair chance Hvis det glipper for Danmark at kvalificere sig via EM, får landsholdet i kraft af tredjepladsen ved sidste års VM en ekstra chance i en kvalifikationsturnering i slutningen af maj. Her kan Danmark oven i købet se frem til hjemmebanefordel - i Herning, og chancen ser fornuftig ud, idet de to bedste af fire deltagende hold kommer med til OL. Danmarks modstandere i en eventuel kvalifikationsturnering kendes først efter EM. Landsholdets olympiske skæbne får ingen konsekvenser for Ulrik Wilbek og Peter Bredsdorff-Larsen. Dansk Håndbold Forbund sætter makkerparret så højt, at de engageret til at fortsætte parløbet i yderligere fire år - til og med det næste OL i 2012.