Dansk billyd topper listen

14 højtalere og 1000 Watt er medvirkende til, at lyden i Bang & Olufsens anlæg til Audi A8 er det bedste.

14 højtalere og 1000 Watt er medvirkende til, at lyden i Bang & Olufsens anlæg til Audi A8 er det bedste.

Helt sagte dukker to små diskant-spredelinser op i hver side af instrumentbordet - via en elektrisk motor. Populært sagt aflæser højttaleren rummet som et periskop i en ubåd. 14 højttalere og 1000 Watt forvandler kabinen til en koncertsal, som næppe findes bedre noget andet sted i verden. Det er Bang & Olufsens audioanlæg til biler, vi taler om. Det var en stor oplevelse, da vi selv lyttede med sidste år, og nu er anlægget kåret som det bedste i verden af 69 journalister. Digital behandling Konkurrencen er foranstaltet af det amerikanske blad, Wards AutoWorld, og uddelt i forbindelse med den årlige interiør-udstilling i Detroit. Her blev vinderen i kategorien, det bedste lydsystem, Bang & Olufsen for deres unikke anlæg til Audi A8. En af årsagerne til den fine lyd er, at hele anlægget er udstyret med digital lydbehandling, så musikken bliver fordelt efter forholdene, og i bilen betyder det, at lyden kommer direkte ind forfra og i øjenhøjde. Dermed undgår man, at man føler at lyden placerer sig i bunden af bilen som teatertåger uden, at den for alvor kommer op i lyttehøjde. Ice Power teknologi De bedste kokke går ikke på kompromis med råvarerne, når der skal fremtrylles delikatesser. Derfor har Bang & Olufsen også valgt Ice Power teknologien fra de 100.000 kroner dyre Beolab 5-højtalere, som med deres små fysiske dimensioner er perfekte til biler. Den ny teknologi er specielt velegnet til biler, idet den udnytter 97 procent af kræfterne imod normalt 25 procent. Og det er især vigtigt i en bil, hvor det er et 12 volt el-system, der driver værket.