Ungdomsuddannelser

Dansk Byggeri kræver skolepraktik nu

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der skal genåbnes for elever der ikke kan få læreplads.

København: En hel generation af tømrere kan gå tabt, hvis ikke der hurtigt bliver åbnet for skolepraktik for tømrereleverne. Sådan lyder beskeden fra arbejdsgiverne i Dansk Byggeri. Normalt er skolepraktik ikke virksomhedernes kop te. Men Dansk Byggeri erkender, at virksomhederne på grund af krisen ikke længere er i stand til at levere lærepladserne. - Vi må erkende, at der igen bliver brug for skolepraktik, siger Louise Pihl, afdelingschef i Dansk Byggeri. Antallet af praktikpladser inden for bygge og anlæg er i frit fald. Murere og tømrere er hårdt ramt. I første kvartal 2009 er der indgået 50 procent færre aftaler end i samme periode sidste år. - Det er en rigtig kedelig situation, da vi risikerer, at de unge helt vælger bygge- og anlægsbranchen fra, og så står vi og mangler dem om fem til 10 år, når de store generationer går på pension, siger Louise Pihl. En politisk aftale om praktikpladser belønner fra 1. juni virksomheder, som opretter lærerpladser. Men politikerne tøver med at satse på skolepraktik. Og det holder ikke i den aktuelle situation, mener Dansk Byggeri. - Derfor skal der hurtigst muligt åbnes for skolepraktik på tømrerområdet, fastslår Louise Pihl. I alt knap 6000 lærlinge er i gang med en tømreruddannelse. 558 søger en læreplads, og 189 er i skolepraktik, som er åben for lærlinge, der mister deres læreplads på grund af konkurser. Undervisningsminister Bertel Haarder (V) forhandler i øjeblikket med LO og Dansk Arbejdsgiverforening om skolepraktik. Der ventes et forslag på området i løbet af få uger. /ritzau/