Dansk cyberlandshold kæmper om guldet i London

Ti unge danskere forsøger mandag at vinde de europæiske cybermesterskaber.

Det er anden gang, at Danmark stiller med et Cyberlandshold. Dette år afholdes finalen ved de europæiske cybermesterskaber i London. Foto: Saul Loeb/arkiv/Ritzau Scanpix

Det er anden gang, at Danmark stiller med et Cyberlandshold. Dette år afholdes finalen ved de europæiske cybermesterskaber i London. Foto: Saul Loeb/arkiv/Ritzau Scanpix

Det ligner måske blot striber af nuller og ettaller for de uindviede, men for de ti unge it-talenter på det danske Cyberlandshold er det muligheder og løsninger.

I juni blev de ti valgt blandt mere end 200 kandidater af Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) til at repræsentere Danmark ved finalen ved de europæiske cybermesterskaber, der afholdes i dag i London.

Her bliver de håbefulde og it-kyndige danskere, der alle er mellem 16 og 25 år, præsenteret for en række it-opgaver, som skal løses bedst muligt for at gå derfra med guldmedaljen.

- Det er spændende at skulle repræsentere Danmark på den her måde. Det er jo ikke en sportsgren, som de fleste lige har hørt om, siger 25-årige Nicolai Søborg, der er holdkaptajn på Cyberlandsholdet.

- Vi har forberedt os grundigt, og nu har vi også haft lidt tid til at se modstanderne an. Vi har gode muligheder for at klare os igennem.

Som forberedelse til mesterskaberne har deltagerne hver især deltaget i online it-konkurrencer og trænet sammen ved tre boot camps, som Forsvarets Efterretningstjeneste har afholdt i løbet af de seneste måneder.

Det er anden gang, FE stiller med det danske Cyberlandshold. Og det er ikke bare for at vinde international hæder, understreger Lars Findsen, chef for Forsvarets Efterretningstjeneste.

- Når FE vælger at stille med det danske Cyberlandshold, så er det fordi, vi rigtig gerne vil bidrage til at skabe et større fokus på it-sikkerhed.

- Danske virksomheder og myndigheder oplever jo et kapløb om de mest kompetente it-medarbejdere, og en måde at sikre flere it-talenter på er ved aktivt at vise de unge mennesker, at it-sikkerhed er en spændende og vigtig karrierevej, siger han.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.