Dansk cykelrytter blæser til angreb før stor klassiker

Hvis det skal blive til sejr i Flandern Rundt, skal Cecilie Uttrup Ludwig i angreb, vurderer hun selv.

Cecilie Uttrup Ludwig (tv) vil angribe sig til sejr i årets udgave af Flandern Rundt.

Cecilie Uttrup Ludwig (tv) vil angribe sig til sejr i årets udgave af Flandern Rundt.

OUDENAARDE:Den danske cykelrytter Cecilie Uttrup Ludwig er klar til at satse hele butikken for at komme først over stregen i søndagens klassiker Flandern Rundt.

Det fortæller hun i et interview med cyclingnews.com.

I søndagens løb skal rytterne ud på 152 kilometer og skal blandt andet forcere flere brostensstykker.

- Jeg skal have gode ben og lidt held, og så skal jeg prøve at angribe.

- Jeg har det ret godt, og jeg er supermotiveret. Det her er et af mine favoritløb, så jeg glæder mig helt vildt, siger hun.

Hun slår fast, at muligheden for at ende på en sekundær podieplacering ikke tiltaler hende.

- Jeg vil hellere satse alt og ende som nummer 20 - enten løber man risikoen og vinder stort, eller også taber man stort.

Cecilie Uttrup Ludwig endte på tredjepladsen i 2019, mens hun i 2020 endte på en 16.-plads.

Hun føler selv, at hun i år er forberedt så godt som muligt, men det kan blive ukendte faktorer, der afgør løbet.

- For at vinde skal man kende ruten og sine konkurrenter, og så skal man have den rette følelse. Det er ikke noget, man kan planlægge.

- Man kan planlægge sådan noget som dæktryk, og man kan tjekke vindretningen. Men der er ting, man ikke kan planlægge, og det er blandt andet det instinkt, man har under løbene, siger Cecilie Uttrup Ludwig.

Instinktet skal hun bruge til at angribe på det rigtige tidspunkt i løbet, understreger hun.

- Charmen er, at man er nødt til at være til stede og reagere med det samme og tage de rette beslutninger alene. Jeg planlægger ikke normalt, hvor jeg skal angribe. Det skal opstå instinktivt i løbet, siger hun.

Blandt Cecilie Uttrup Ludwigs mest bemærkelsesværdige resultater i 2021 er femtepladsen i Strade Bianche samt tredjepladsen i Trofeo Alfredo Binda.

Emma Norsgaard stiller også op i søndagens løb for sit hold Movistar.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.