Trafikulykker

Dansk cyklist stadig i livsfare

ØREBRO:En dansk cyklist var søndag fortsat i livsfare, efter at han lørdag blev påkørt af en bil under det svenske motionscykelløb Vätternrundan. En svensk bilist, der netop selv havde gennemført cykelløbet, faldt i søvn mens han kørte og styrede direkte ind i en gruppe af cyklister nord for den svenske by Motala. Ved ulykken blev en tysk cyklist dræbt, mens fire danskere blev kvæstet. På sygehuset i Ørebro oplyses det, at en dansk mand stadig er indlagt i livsfare, mens en kvinde skulle være i stabil tilstand. De to øvrige danskere er indlagt med svære kvæstelser, men uden at være i livsfare. Vagthavende hos det svenske politis kommunikationscentral for Ørebro oplyser, at der er tale om to par, alle i 50-årsalderen og fra Sjælland. Den bilist, der forårsagede ulykken, erkendte selv på stedet, at han var faldet i søvn. Manden havde sat sig bag rattet efter 16 timers cykelløb. Men kort efter, at han var begyndt at køre mod sit hjem i Stockholm, slumrede han hen og ramte cyklisterne - kun tre kvarter efter, at han selv var rullet over målstregen. Og det til trods for, at arrangørerne af cykelløbet gør sig store anstrengelser for at fortælle deltagerne, at de skal hvile sig først. - Vi informerer flere gange om, at de skal hvile mindst seks timer, før de sætter sig bag rattet. Alle deltagerne får et særligt informationsbrev i forvejen, og siden sender vi et særligt til alle mellem 18 og 40 år. Desuden står det på skilte ved ind- og udkørslen til Motala, at man skal hvile bagefter, og vores speaker minder om det, når starten går, siger Lars Samuelsson, der er talsmand for arrangørerne bag cykelløbet, til nyhedsbureauet TT. Politiet foretager desuden stikprøver. I målområdet stopper de biler med cykler på taget for at sikre sig, at chaufføren har hvilet tilstrækkeligt. - Nu må vi tænke over, om der er mere, vi kan gøre. Vi må alle indse det vigtige i, at man hviler ordentligt ud først, siger Lars Samuelsson. /ritzau/