Dansk damefirer ror sig i VM-finale med suveræn sejr

Den danske damefirer i roning vandt med knap tre sekunders forspring til nummer to i torsdagens VM-semifinale.

Lærke Berg Rasmussen (tv.), der her ses under OL i Rio i 2016, var torsdag med til at ro den danske damefirer i finalen ved VM i Bulgarien. Foto: Damien Meyer/arkiv/Ritzau Scanpix

Lærke Berg Rasmussen (tv.), der her ses under OL i Rio i 2016, var torsdag med til at ro den danske damefirer i finalen ved VM i Bulgarien. Foto: Damien Meyer/arkiv/Ritzau Scanpix

Dansk roning fik torsdag en repræsentant i finalen ved VM i Plovdiv i Bulgarien.

Det skete endda på suveræn vis, da damefireren med Anne H. Larsen, Frida Sanggaard Nielsen, Lærke Berg Rasmussen og Ida Gørtz Jacobsen vandt det andet semifinaleheat.

Det skete med en margin på 2,90 sekunder ned til Polen på andenpladsen.

Danskerne tog hurtigt føringen, og de førte efter alle mellemtider igennem de to kilometers roning.

Dermed er Danmark sammen med netop Polen og semifinalens nummer tre, Kina, klar til finalen, der bliver roet lørdag.

Den danske båd blev ellers hæmmet i forberedelserne til VM, fordi Frida Sanggaard Nielsen ifølge Dansk Forening for Rosport fik en overbelastningsskade i ryggen.

Det betød, at den danske kvartet i en periode var forhindret i at træne for fuld kraft, da roerne lå i træningslejr i Østrig op til VM.

I den første semifinale torsdag vandt USA foran Australien og Rusland, og disse nationer er ligeledes klar til finalen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.