Dansk drama og en detektivhistorie

HJØRRING:Hjørring Bio Center byder på nye premierefilm både torsdag og fredag aften. Torsdag gælder det den amerikanske detektivfilm "Constantine" med Keanu Reeves i hovedrollen. Han spiller den respektløse detektiv John Constantine, der har specialiseret sig i overnaturlige mysterier og væsener. Denne gang må han slå sig sammen med politikvinden Angela (Rachel Weisz) for at opklare hendes tvillingesøsters selvmord. For umiddelbart er der ikke tale om selvmord, og de to bliver hvirvlet ind i en skjult underverden under Los Angeles med både dæmoner og engle. Fredag aften er der så premiere på den danske film "Springet". Her møder man ægteparret Tobias og Ruth (Mikael Birkkjær og Susanne Storm), der lever et perfekt og dejligt liv. Dog kun lige indtil lynet slår ned, idet Tobias får at vide, at han lider af en dødelig sygdom. Det får ham til at tænke på, at han for over 30 år siden også styrtede i en afgrund - nemlig da han som 13-årig sprang ud fra en altan med en parasol som faldskærm. Dermed fortælles filmen i to parallelle historier, der gradvist filtres sammen, så de bliver til én historie. Den mangeårige filmmand, filminstruktør, forfatter og tidligere biografdirektør Henning Carlsen har taget sig af instruktionen, og i andre roller ses bl.a. Peter Steen, Asger Reher og Marina Bouras.