Dansk dressurhold rider uden om OL-medaljerne

Et kiks af Cathrine Dufour og Bohemian kostede dyrt for det danske hold i OL-finalen.

Cathrine Dufour ramte ikke samme niveau som i kvalifikationen. Sammen med Carina Cassøe Krüth og Nanna Skodborg Merrald sluttede hun på fjerdepladsen i holdfinalen.

Cathrine Dufour ramte ikke samme niveau som i kvalifikationen. Sammen med Carina Cassøe Krüth og Nanna Skodborg Merrald sluttede hun på fjerdepladsen i holdfinalen.

TOKYO:Dansk dressur har stolte OL-traditioner, men det danske hold tager ikke endnu en medalje med hjem til samlingen i denne omgang.

Danmark med Nanna Skodborg Merrald, Carina Cassøe Krüth og Cathrine Dufour sluttede nemlig på den ærgerlige fjerdeplads i holdfinalen i Baji Equestrian Park i Tokyo.

Storfavoritten Tyskland red afsted med guldet foran USA og Storbritannien med Danmark lige uden for medaljerækken.

Det blev kostbart, at det store danske OL-håb Cathrine Dufour ikke kunne leve op til sin flotte præstation i kvalifikationen.

Der var brug for et ridt i absolut topklasse fra hende og hesten Bohemian, men det endte med en score på 77,720 procent - markant lavere end de godt 81, ekvipagen fik i lørdags.

Selv om de to øvrige danskere forbedrede sig, blev det danske hold puffet væk af USA, som leverede tre stabile præstationer og faktisk red sig helt op som nummer to foran Storbritannien.

Fjerdepladsen er identisk med placeringen i London i 2012, men bedre end den sjetteplads, det danske hold red sig til i Rio de Janeiro ved det seneste OL.

Det begyndte ellers fornuftigt for danskerne, efter at Nanna Skodborg Merrald havde overvundet en noget forsigtig start.

Der var highfives i den danske lederstab, da hun afsluttede sit program til en score på 74,210 procent, hvilket var en pæn forbedring fra kvalifikationen.

Men danskernes problem var, at rivalerne løftede sig endnu mere. Det gjaldt især amerikanerne, og det satte det danske hold under pres.

Selv om Carina Cassøe Krüth på Heiline's Danciera scorede 77,143 procent og dermed overgik sin egen præstation fra kvalifikationen, var Danmark på fjerdepladsen inden sidste runde.

Her blev startrækkefølgen lavet om efter den aktuelle stilling, hvilket betød at Cathrine Dufour skulle på banen før den amerikanske ekvipage.

Her skulle den danske stjernerytter helst score en tårnhøj bedømmelse for at sætte amerikaneren under pres.

Det startede helt efter planen, men de syv dommere så strengt på et kiks i en piruette.

En dybt skuffet Dufour forlod banen og har nu et døgn til at komme sig inden den individuelle finale. Her er hun også en potentiel medaljekandidat.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.