Dansk eksport for halv milliard i fare

Modstand spreder sig til Indonesien

Indonesere demonstrere foran den danske ambassade i Jarkata på grund af Jyllands-Postens  Muhammedtegninger.
Foto: Scanpix

Indonesere demonstrere foran den danske ambassade i Jarkata på grund af Jyllands-Postens Muhammedtegninger. Foto: Scanpix

KØBENHAVN:Dansk eksport for en halv milliard kroner er i farezonen, hvis urolighederne i verdens største muslimske land Indonesien udvikler sig til boykot af danske varer. Muslimske demonstranter stormede fredag den danske ambassadebygning i Indonesiens hovedstad, Jakarta, for at protestere mod Jyllands-Postens tegninger af profeten Muhammed. Der blev også kastet rådne æg og tomater på det danske ambassadeskilt inde i bygningens lobby. Ambassaden ligger på 25. sal, og demonstranterne havde ikke held til at komme forbi sikkerhedsvagterne. Angiveligt var hensigten at få den danske ambassadør til at undskylde for tegningerne. Efter flere dage med boykot af danske varer i en stribe muslimske lande i Mellemøsten, kom den første reaktion i Indonesien og Malaysia på de famøse Muhammed-tegninger i onsdags. Her kritiserede religiøse ledere tegningerne, og siden har danske virksomheder frygtet, at det ville føre til forbrugerboykot. Indonesien er med over 200 millioner indbyggere verdens største muslimske land. Den danske eksport udgjorde ifølge Danmarks Statistik i 2004 cirka 500 millioner kroner - ikke noget voldsomt tal, idet den samlede danske eksport er på cirka 450 milliarder kroner. Danisco har en stor palmeoliefabrik i Malaysia og sælger ingredienser til forskellige mælkepulverproducenter i Indonesien. Ingen af disse aktiviteter er endnu berørt af Muhammed-striden, men den danske koncern er flere dage dagligt i kontakt med lokale kontakter for at følge udviklingen, oplyser Carl Johan Corneliussen, presseansvarlig i Danisco. /ritzau/