Dansk eksport har tabt pusten

Fødevarer 4. april 2003 08:00

ÅRHUS: Danmarks eksport af økologiske fødevarer har tabt pusten. Efter en spurt i 2001, hvor virksomhederne slog alle rekorder, taber de nu terræn og måtte sidste år konstatere en samlet tilbagegang på 23 procent. Den samlede eksport af økologiske fødevarer blev i 2002 på 224 millioner kroner mod 290 millioner kroner året før, viser nye tal, der offentliggøres i Økologisk Jordbrug. Især det vigtige britiske marked er dykket dramatisk. Her er der tale om næsten en halvering af eksporten i forhold til året før. I 2001 købte briterne danske øko-varer for 140 millioner kroner, men sidste år blev det kun til 75 millioner kroner. Heller ikke eksporten til USA er værd at råbe hurra for. Sølle tre millioner eksportkroner blev det til i 2002. Kun på de nordiske markeder er der klar fremgang at spore for de danske økologer. Især Sverige trækker læsset med en fremgang på ti millioner kroner til 45 millioner kroner. Tallene er indsamlet af Økologisk Landsforening fra godt 50 danske virksomheder, som sidste år eksporterede økologiske produkter. Eksportkonsulent Jens Eybye fra foreningen mener, at tilbagegangen skyldes stigende barrierer på eksportmarkederne. Storbritannien har eksempelvis haft stor succes med en buy-british-kampagne til støtte for egne producenter. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...