Dansk Erhverv: For få udenlandske firmaer vælger Danmark

Det skal gøres mere attraktivt for udenlandske selskaber at etablere sig i Danmark, som Apple nu gør i Viborg.

Det sker alt for sjældent, at udenlandske firmaer som Apple vælger at smide penge i at etablere sig i Danmark. Det skal der gøres noget ved.

Sådan lyder det kritisk fra Dansk Erhverv midt i den danske glædesrus over, at it-giganten Apple vælger at investere 6,3 milliarder kroner i et datacenter i Foulum lidt uden for Viborg.

- Det er næsten som om, vi har vundet forretningsverdens svar på VM i fodbold, og vi render alle sammen rundt med rød-hvide farver i ansigtet og romerlys.

- Og det er ikke for at tale det ned, for det ér en glædelig nyhed. Men når det er så glædelig en nyhed, så er det jo fordi, det sker alt for sjældent, siger Søren Friis Larsen, markedsdirektør i Dansk Erhverv.

Ifølge direktøren peger undersøgelser på, at et enklere skattesystem og færre omkostninger ved at etablere sig i Danmark, vil få flere til at kigge i vores retning.

- Det skal vi fortsat arbejde på. Vi må ikke hvile på laurbærbladene, fordi vi har haft en succesoplevelse med Apple i dag, lyder det fra Søren Friis Larsen.

Men en nem snuptagsløsning på problemet, hævder han ikke, at der er.

- Det virker som om, at der er gjort en flot indsats fra rigtig mange personer på mange fronter for at få det her til at lykkes. Der er blevet slået på vores grønne profil, og det er sådan noget, der skal til, siger han.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.