Dansk Erhverv tilfreds - advarer mod stilstand

Skattepolitik 4. september 2007 06:00

København: Det er meget positivt, at skatteaftalen er kommet på plads. Men ambitionerne må ikke gå i stå herfra og frem til 2010. Sådan lyder den umiddelbare kommentar fra erhvervsorganisationen Dansk Erhverv til aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti. - Det har været et langt, sejt træk, men nu er det lykkedes at få et flertal i Folketinget at nedsætte skatten på arbejdsindkomst. Det hilser vi velkomment i Dansk Erhverv, siger Kim Munch Lendal, direktør i Dansk Erhverv. Samtidig advarer han om, at ambitionerne for, hvad vi vil med skatten i Danmark, ikke må gå i stå frem til 2010. - Vi har fortsat nogle problemer med den alt for høje marginalskat i Danmark. Det skal vi finde en langsigtet løsning på, hvis vi skal kunne klare os i den globale konkurrence, siger Kim Munch Lendal. Han mener, at det i den aktuelle situation med akut mangel på arbejdskraft er afgørende, at der gøres alt for at få flest mulige hænder i arbejde. - Skatteaftalen giver lav- og mellemindkomstgrupperne et positivt incitament til at yde en ekstra indsats siger Kim Munch Lendal. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...