EMNER

Dansk erhvervsliv på charmeoffensiv i Kina

To ministre og 18 virksomheder på officielt besøg

CHONGQING:Efter en rejse på 14-15 timer kommer miljøminister Connie Hedegaard og udenrigsminister Per Stig Møller i eftermiddag (lokal tid) til den kinesiske bjergby Chongqing et par tusinde kilometer fra Kinas østkyst. Dermed indleder den konservative ministerduo et officielt besøg, der også bringer den til hovedstaden Beijing og kystbyen Shanghai - symbolet på Kinas økonomiske vækstboom. Med på rejsen er en erhvervsdelegation bestående af 18 virksomheder inden for bl.a. medicinalindustrien som Novo Nordisk, Lundbeck og Coloplast. Men virksomheder fra andre felter har også slået sig sammen med ministrene. Nordea er med, det samme er DONG A/S og Danfoss, som i øvrigt åbner et kontor i netop Chongqing tirsdag. En vækstmotor Chongqing er en kommune med 32 millioner mennesker, og det gør den til verdens største kommune. Centralstyret i Beijing planlægger at gøre byen til den vækstmotor, der skal trække det vestlige Kina økonomisk op, sådan som Shanghai har medvirket til at gøre på østkysten. Udenlandske virksomheder er i stigende grad begyndt at slå sig ned her. Efter Chongqing rejser Hedegaard og Stig Møller til Beijing for at mødes med kinesiske ministerkolleger og besøge danske virksomheder i hovedstaden. Det bliver Novo Nordisk og GN Resound. Det ventes, at Stig Møller under mødet med Kinas udenrigsminister, Li Zhaoxing, bl.a. skal drøfte sagen om det iranske atomprogram. /ritzau/