Dansk færge på finsk værft

MS Bergensfjord fra Fjord Line Danmark skal ombygges for 220 millioner kroner

MS Bergensfjord skal have en ansigtsløftning i millionklassen. Foto: Kurt Bering

MS Bergensfjord skal have en ansigtsløftning i millionklassen. Foto: Kurt Bering

HIRTSHALS:Den 20 år gamle færge MS Bergensfjord, som i øjeblikket sejler på ruten Hirtshals-Stavanger-Bergen skal have en ansigtsløftning til 220 millioner kroner før en svensk charmeoffensiv senere på året.

Rederiet Fjord Line Danmark, der ejer færgen, har indgået aftale med det finske værft STX Finland Oy, der skal stå for ombygningen af færgen, som 23. december tages ud af drift på Skagerak. Efter planen skal den være klar til at sejle på Fjord Lines nye rute mellem Sandefjord og den svenske by Strømstad i maj 2014.

Nyt navn

- Det er en omfattende ombygning, som vi ser meget frem til. Passagerne på Fjord Lines nye rute mellem Sandefjord og Strømstad vil opleve et gennemmoderniseret skib. Skibet vil fortsat sejle under dansk flag, og det får også et nyt navn, som jeg endnu ikke kan afsløre, oplyser Gert Balling, direktør i Fjord Line Danmark.

1770 passagerer

MS Bergensfjord er 134 meter langt, 24 meter bredt og vil efter ombygningen have plads til 1770 passagerer og 370 biler.

På ruten mellem Bergen og Hirtshals erstatter Fjord Line MS Bergensfjord med to helt nye miljøvenlige cruiserfærger.

Den første, MS Stavangerfjord, sejler sin jomfrutur fra Hirtshals via Stavanger til Bergen 14. juli 2013, mens søsterskibet, der overtager navnet MS Bergensfjord, indsættes i efteråret 2013.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.