Dansk film med islandsk islæt

Fra hjemlig succes til festivalvisning i Cannes

Det var gode nyheder, Zentropa-direktør Peter Aalbæk Jensen nåede at aflevere til den islandske instruktør Dagur Kari, før Aalbæk ilede videre til næste punkt på sit dagsprogram ved filmfestivalen i Cannes. - Vi har allerede fået de første bud på at købe rettighederne til "Voksne mennesker". Benelux-landene, Schweiz og Colombia er interesserede, lød beskeden til den 31-årige instruktør. Dagur Karis anden spillefilm havde fredag dansk biografpremiere og fik fine anmeldelser, bl.a. seks stjerner i NORDJYSKE. Lørdag havde pressen i Cannes adgang til at se den danske komedie, og søndag var der gallavisning. Filmen blev vist i festivalens næstfineneste kategori, "Un Certain Regard". Et overvældende program, også for filmens kvindelige rolleindehaver, den debuterende Tilly Scott Pedersen. Hun kommer fra Ulfborg i Vestjylland, begyndte for 13 år siden i en alder af 17 år at rejse rundt i verden og endte med at finde sin base i New York. - I 2003 afsluttede jeg en uddannelse som skuespiller, og jeg har siden spillet en del teater, inden jeg fik chancen for at komme med i Dagur Karis film. Sådan forløb i meget korte træk min omvej til en filmrolle, og jeg vil meget gerne vende tilbage til dansk film, selv om jeg forestiller mig en karriere, hvor teater og film afløser hinanden. Jeg regner fortsat med at have base i USA, og som verden er indrettet i dag, kan jeg slet ikke se det som noget problem, fortæller Tilly Scott Pedersen. I Dagur Karis film er hun en af de såkaldt voksne mennesker, som driver rundt i et sælsomt univers, fyldt med skæve karakterer. Men hvorfor filme historien i sort-hvide billeder? - Fordi mine personer ligesom lever i en slags boble, og også fordi jeg synes, at det giver filmen en særlig poetisk affære. I øvrigt ser jeg en stor udfordring i at skildre folk, der ikke drives af faste og afgrænsede mål i tilværelsen. Der skal også være plads til dem, som bare vil nyde øjeblikket. I de fleste film drejer plottet sig om en mand, der sætter sig nogle mål, og så skal vi følge hans kamp mod alle forhindringer på vej mod målene. Jeg synes, at mine personer er langt mere interessante, fortalte Dagur Kari under søndagens pressearrangement på den skandinaviske filmstand i Cannes. Islændingen er uddannet på Den Danske Filmskole, men lavede sin første spillefilm, "Noi Albinoi", i sit hjemland. Han trives godt i det danske filmmiljø, hvor han i øvrigt begyndte at udvikle "Voksne mennesker" som et dogmeprojekt. - Men det droppede jeg, da jeg ligesom fornemmede, at forudsætningerne ikke længere var til stede. Jeg er næsten færdig med at skrive min næste film, og vi er gået i gang med at få skruet finansieringen sammen. Den skal optages dels i Island, dels i USA og får titlen "The Good Heart". Hele filmen udspiller sig på et værtshus. Jeg har en forkærlighed for film, der ligesom "Voksne mennesker" foregår i et aflukket univers, sluttede Dagur Kari. /ritzau/