Dansk firma mistænkt for våben til Syrien

Rederi i Virum sættes i forbindelse med sejlads af russiske våben til borgerkrigen i Syrien. Rederiet afviser.

Udland 17. juni 2012 18:07 - Opdateret 17. juni 2012 18:09

Dansk firma mistænkt for våben til Syrien

Et dansk rederi mistænkes nu for at være involveret i fragten af russiske helikoptere til det borgerkrigsramte Syrien.

Men i de internationale medier afviser selskabet beskyldningerne.

Det er fragtskibet Alaed der angiveligt skulle være på vej med ammunition og russiske kamphelikoptere til Syrien.

Skibet er ejet af et selskab på den caribiske ø Curacao og drevet af det russiske rederi Femco. Men agenten for den forretningsmæssige drift skulle være det danske selskab United Nordic Shipping.

Der afviser man dog at være blandet ind i våbensejladsen.

- Så vidt vi ved bliver skibet drevet af Femco i Rusland, siger United Nordic Shippings direktør, Søren Andersen, til The Telegraph.

Ifølge ham blev aftalen med United Nordic Shipping aldrig indgået.

- Vi har ikke kendskab til eller nogen involvering i skibets nuværende chartring, og det faktum har vi på tilfredsstillende vis gjort rede for over for de danske myndigheder, siger han videre.

Ifølge den britiske avis The Telegraph har amerikanske embedsmænd bedt Storbritannien om at medvirke til at håndhæve en våbenembargo mod Syrien ved at forbyde britiske selskaber at forsikre skibet.

EU har forbud mod at handle våben med Syrien, men Rusland har strittet imod et tilsvarende forbud på FN-niveau.

Den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, advarede allerede tirsdag om, at en ladning russiske helikoptere var på vej til Syrien efter at have været til eftersyn i Rusland.

Det frygtes, at de vil blive brugt i kampen mod landets interne opposition.

/ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...