Skattepolitik

Dansk folkebedrag

I forbindelse med sin 60 årsdag blev Pia Kjærsgaard hyldet efter alle kunstens regler - uden, at nogen i de toneangivne medier kastede et blik tilbage over hendes misliebige politiske fortid.

Det var som bekendt Mogens Glistrups løfte om en fjernelse af al indkomstskat, der banede den politiske vej for Pia K. - et løfte baseret på manipulationer, som indbragte Glistrup en Højesterets-dom på 3 års fængsel for grov skattesvig. Men hun fandt dommen ”bunduretfærdig”. I sine erindringer (2003) røber Pia K. imidlertid, at hun kun ”officielt” støttede indkomstskattens afvikling - altså ikke reelt! Hun løj således, når hun bildte vælgerne ind, at hun ville fjerne indkomstskatten. Det var imidlertid denne løgn, som sikrede hende de mange vælgeres støtte - endnu op til valget i 2001 Her lovede hun ikke blot en reduktion af indkomstskatten, men også en fjernelse af A/S-skatten, bilskatterne og arveafgiften - forslag med særdeles god vælgeropbakning. Skatteministeriet beregnede imidlertid, at det ville koste ca. 150 milliarder at opfylde disse skatteløfter svarende til halvdelen af, hvad det kostede at drive daginstitutionerne, skolerne, sygehusene, hjemmehjælpen og plejehjemmene. I sin afslørende bog om DF ’Dansk Folkebedrag’ konkluderer chefredaktør David Trads derfor med god grund, at partiets politik ville ”begrave velfærdssamfundet og smadre økonomien”. - Det hørte man ikke noget til under valgkampen i 2001. Mediernes hovedinteresse var at lægge op til valget af Anders Fogh som statsminister - også selvom det skulle ske med den økonomisk uansvarlige Pia K.s støtte. Fogh var ellers i 2001 indstillet på at skabe en ny ’Firkløver-regering’ bestående af V og K, CD og KFP. Og han tog i 1999 ikke afstand fra Poul Nyrups udtalelse om DFs manglende stuerenhed. Nu er DF på femte år Fogh-regeringens parlamentariske grundlag. Ja, V’s chefindpisker Claus Hjort Frederiksen mener ligefrem, at der er et ”værdifællesskab” mellem DF og V - modsat mellem DF og K! Medierne var i 2001 ensidigt optaget af at mistænkeliggøre Nyrup-regeringen til trods for, at den havde ført den flotteste økonomiske, beskæftigelses- og velfærdsmæssige politik i parlamentarisk tid. Skønt skatte-afgiftstrykket i Nyrup-perioden blev fladet ud, påstod Pia K., at det steg, og skønt ventetiderne på hospitalerne blev forkortet for over 90 pct. af patienterne, påstod Pia K, at de blev forlængede. Hun påstod også, at kvaliteten det danske sundhedsVÆSEN blev rykket ned på en international 34. plads. Men det var nu befolkningens sundhedsTILSTAND, der sank til denne beskedne plads. De samme tre usande påstande blev i øvrigt fremsat af Anders Fogh under valgkampen i 2001. Som det var tilfældet i den af Pia K. ledede Fremskridts-periode, ville de velstående få mest ud af DFs fire forslag til skattelettelser. En folkepensionist ville kun få en årlig lettelse på 6.400 kr., mens en velstående med en årsindtægt på 800.000 kr. ville få en lettelse på hele 190.000 kr. Denne skattemæssige skævhed, hørte man heller ikke noget til under valgkampen i 2001. Ligesom for Anders Fogh gælder det for Pia K., at hun tidligere forholdt sig overordentlig kritisk til velfærdssamfundet. Hun beklagede f.eks., at velfærdsstatens borgere ”fra vugge til grav blev pakket ind i vat”, og at ”ansvarlighed og frihed gradvis blev tappet ud af folk”. I hendes periode som leder af Fremskridtspartiet krævedes boligsikringen, statsstøtten til det almennyttige byggeri og børnetilskuddene fjernet. Oprettelse af daginstitutioner og plejehjem skulle være en privat opgave. Mange invaliderede skulle fratages deres pension, og førtidspensionen skulle afskaffes. Landet skulle inddeles i 600 ’socialdistrikter’. Her skulle særlige ’sikringsvagter’ bestemme, hvem der kunne få hjælp og hvor meget - uden ankemulighed. FRP-planen mindede til forveksling om Københavns Fattigplan fra 1799. Men til forskel fra dengang skulle der dog nu opsættes havregryns-automater i de fattigere kvarterer. Pia K. opdagede imidlertid - stadig helt på linie med Fogh - at det ville gavne hendes politiske virke, hvis hun i stedet for at kritisere velfærdsmodellen tog den til sig og ligefrem lovede vælgerne endnu mere velfærd - samtidig med, at hun endnu op til valget i 2001 lovede dem skatte-lettelser. Her nøjedes Fogh som bekendt med kun at love et skatte-stop. Nu har Pia K. fjernet - næsten - alle spor af sine anti-velfærdstrusler og sine løfter om skattelettelser, og ingen minder hende om disse løfter - selv ikke, når hun ved enhver given lejlighed håner de Konservative, der vover sig frem med langt mere beskedne løfter om skattelettelser. Fogh afventer som bekendt tilstedeværelsen af det økonomiske ”råderum”, inden han vil indfri sine valgløfter om skattelettelser. Men dette råderum har aldrig før har været større end nu - ca. 100 milliarder! Hvor længe vil Fogh mon vente? Både hans og Pia Ks tilstædeværelse i dansk politik er et yderst deprimerende udtryk for, hvor langt man i disse år kan nå vha. populistisk overbudspolitik, åbenlyse løgne og massive vælgerbedrag - fra hetz mod velfærdsmodellen, miljøpolitikken og u-landspolitikken til vælgertaktisk betinget forsvar herfor. Fra aktivistisk udenrigspolitik - krigsdeltagelse i Irak på tværs af FN og hele den hjemlige politiske opposition - til gallup-styret tilbagetrækning fra Irak på et tidspunkt hvor såvel Udenrigsministeriet som Forsvarets Efterretningstjeneste oplyser, at forholdene i Basra-området er forværret - mage til massiv utroværdighed fra disse to ledende borgerlige politikere. Henning Tjørnehøj