Dansk forfatter mister livet i drukneulykke i Italien

Den 55-årige kogebogsforfatter Andreas Harder druknede fredag i vandet ud for den italienske ø Sardinien.

Ritzau
Andreas Harder, der fredag omkom i Italien, har blandt andet produceret eddike for kokken Claus Meyer. (Arkivfoto)
Drukneulykke 6. juli 2019 10:33 - Opdateret 6. juli 2019 11:25

OROSEI/KØBENHAVN: En dansk turist druknede fredag ved byen Orosei på den italienske ø Sardinien.

Det skriver det italienske nyhedsbureau Ansa.

Der er tale om kogebogsforfatteren Andreas Harder, der var søn af forfatterparret Maria Giacobbe og Uffe Harder.

Andreas Harder blev 55 år gammel.

Mens nyhedsbureauet Ansa skriver, at Andreas Harder druknede, har hans mor, Maria Giacobbe, uddybet til Ekstra Bladet, at han fik et hjerteanfald, mens han var ude at svømme i forbindelse med en sejltur.

Herefter blev han hjulpet op af vandet, men hans liv stod ikke til at redde.

- Han var på ferie med sin kone, og de var på tur sammen med en fætter. På et tidspunkt svømmede de efter båden, men han får et hjerteanfald og besvimer.

- De får reddet ham op og ringer efter en lægehelikopter, men de kunne ikke gøre noget, har Maria Giacobbe forklaret til Ekstra Bladet.

Andreas Harder har udgivet flere kogebøger og har arrangeret gastronomiske rejser til Italien, som er hans mors hjemland. Desuden har han arbejdet sammen med kokken og iværksætteren Claus Meyer.

/ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...