Dansk forskning skaber fremtidens medicin

Novo Nordisk står bag banebrydende europæisk forskning, der blandt andet skal gøre det muligt at forudsige diabetes

KØBENHAVN:Hvorfor bliver kun nogle overvægtige syge af diabetes? Hvem bliver ramt? Og hvorfor hjælper en bestemt type medicin ikke på alle? Disse spørgsmål giver dagligt læger og medicinalindustri hovedpine verden over, og for patienterne har de manglende svar alvorlige konsekvenser i form af fejlmedicinering, sygdom og død. - Problemerne med behandlingen af diabetes i dag er, at sygdommen ofte diagnosticeres sent, at medicinen ofte ikke er særlig effektiv og at patienterne reagerer meget forskelligt på behandlingen, siger professor John Bell fra Oxford Universitet. Men nu står forskningen sandsynligvis over for et gennembrud. Sammen med Oxford Universitet har Novo Nordisk taget initiativ til at samle en række universiteter, biotekvirksomheder og lægemiddelindustrien i en unik, europæisk forskningsalliance. Idéen er, at svarene på de store spørgsmål skal findes i menneskets mindste dele: i de såkaldte biomarkører, som for eksempel proteiner, gener og molekyler, der findes i vore kroppe. Biomarkørerne er nemlig en slags sladderhanke. Mange år inden, vi bliver syge af eksempelvis diabetes, ændrer de sig. Og kan man få styr på, hvordan disse ændringer ser ud, så har man svaret på, hvem der med næsten 100 procents sikkerhed vil udvikle sygdommen på sigt. Det giver mange fordele – både for patienterne og for samfundsøkonomien. - Når man kan stille en tidlig diagnose, kan man også bedre forebygge. Og kan man lave skræddersyede lægemidler, der passer til den enkelte patient, bliver der også færre hospitalsindlæggelser på grund af bivirkninger, siger Mads Krogsgaard Thomsen, der er forsknings- og udviklingsdirektør i Novo Nordisk A/S. Verdenssundhedsorganisationen WHO forudser, at op mod 370 millioner mennesker vil lide af diabetes i 2030, og med diabetes følger også hjerteanfald, slagtilfælde, amputationer og blindhed. Diabetes 2, der oftest ses som et resultat af den fede, vestlige livsstil, er godt på vej til også at blive en katastrofe i Afrika og Asien. Konsekvenserne af den såkaldte diabetesepidemi er ganske enkelt så uoverskuelige, at der skal sættes ind med forebyggelse og tidlig behandling hurtigst muligt. I EU tror man så meget på, at det europæiske projekt vil levere løsningerne, at man har valgt at støtte forskningsalliancen med 90 millioner kroner. - Det er første gang, det er sket. Med dette forskningsprojekt vil vi blive i stand til at identificere patienter, der har høj risiko for komplikationer. Vi vil kunne finde den tredjedel af de overvægtige, der vil udvikle diabetes og få netop dem til at lægge livsstilen om, og så kan det bane vejen for skræddersyet medicin, siger Mads Krogsgaard Thomsen fra Novo Nordisk. Oxford Universitet er netop ved at lægge grunden til den såkaldte Biobank, hvor en halv million briter skal lægge gener, proteiner og molekyler til fremtidens forskning.