Dansk forsvar sikrer sejr i sidste EM-test

Det danske fodboldlandshold vandt 2-0 over Australien i den sidste testkamp inden EM-slutrunden.

Dansk forsvar sikrer sejr i sidste EM-test

Det danske fodboldlandshold er kommet et stykke tættere på EM-topformen. Det beviste holdet med en 2-0-sejr over Australien i Parken.

Men der er stadig rigelig med plads til forbedringer, især fordi testkampen mod australierne må regnes for en hel del nemmere end kampene mod Holland, Portugal og Tyskland i det indledende EM-gruppespil, der begynder om en uge.

Daniel Agger bragte Danmark foran 1-0 efter en halv time på et straffespark begået imod ham selv. Det skete efter et flot og hurtigt sammenspil med Christian Eriksen.

I midten af anden halvleg cementerede indskiftede Andreas Bjelland sejren med scoringen til 2-0 efter et hjørnespark. Dermed stod det centrale forsvar for begge danske scoringer.

Der havde inden kampen været meget debat om, hvorvidt Anders Lindegaard eller Stephan Andersen skulle stå på mål.

Det blev Stephan Andersen, som fik sin landskamp nummer 10, og det kan sagtens vise sig at være den kamp, hvor han trådte mere permanent ud af skyggen som reserve.

Den formstærke Evian-keeper reddede Danmark i flere situationer og er nu storfavorit til at være førstemålmand ved EM. Han står dermed på tærsklen af sit endelige gennembrud på landsholdet.

Thomas Sørensen blev sorteret fra EM-truppen, efter Stoke-keeperen pådrog sig en rygskade i sidste weekends 1-3-nederlag til Brasilien.

Stephan Andersen var næsten det største lyspunkt i kampen, for en uge før Danmarks første kamp ved EM mod Holland blev der lavet alt for mange fejl.

Fejlene endte ikke med at koste som mod Brasilien, hvor tre store personlige fejl førte til tre brasilianske mål.

Derimod var der tale om elementære fejl i opspillet. Unødvendige pasningsfejl ødelagde og slog rytmen ud af det danske spil.

Fejlene kom fra stort set alle mand. Nicklas Bendtner, Christian Eriksen, Michael Krohn-Dehli og især Dennis Rommedahl, som stod for to af den mere alvorlige slags, der var tæt på at medføre australske scoringer.

Det er den slags, der skal rettes inden EM. Mod bedre modstandere som Holland, Portugal og Tyskland bliver fejlene straffet.

Og så skal en sløv og ukoncentreret Nicklas Bendtner vise mere skarphed ved EM end mod Australien, for ellers bliver det svært for Danmark at score mål.

Bendtner missede et par chancer i begyndelsen af kampen og brændte også en friløber i anden halvleg, og det må bekymre landstræner Morten Olsen og angrebstræner Ebbe Sand.

Mandag rejser den danske EM-trup til Polen, hvor holdet har sin base under slutrunden. Den første kamp mod Holland spilles næste lørdag i det andet værtsland Ukraine.

/ritzau/