Dansk fredsvagt forsøger at bringe forsyninger til Arafat

Israel 22. september 2002 08:00

RAMALLAH: Den danske fredsvagt Gitte Rasmussen forsøgte i går sammen med et par andre udlændinge og et par lokale forsøge at bringe forsyninger ind til de 200-300 mennesker, der befinder sig i Yasser Arafats sønderskudte kontor i Ramallah på Vestbredden. - De er ved at løbe tør for vand, mad og medicin inde i bygningen, hvor der er så lidt plads, at de ikke kan sidde ned. Der er syge mennesker inde i bygningen, og derfor har vi medicin og en læge med, fortalte Gitte Rasmussen i sin mobiltelefon fra Ramallah. Den danske fredsvagt venter, at det bliver meget vanskeligt at slippe gennem den israelske belejring af Arafats hovedkvarter med forsyninger. - Vi har med vilje valgt at være meget få, og så må vi bare håbe, at kommandanten er til at forhandle med, sagde Gitte Rasmussen. Hun fortalte, at de tilstedeværende i bygningen, der er afskåret fra alle forsyninger, benytter de mobiltelefoner, der endnu har strøm på batterierne til at orientere Medical Relief-folk i Ramallah om den stadigt mere desperate situation inde i bygningen. Siden midt i forrige uge har der været udgangsforbud i Rahallah, så der er ingen mennesker på gaden. Alligevel forsøger fredsvagterne i International Solidarity Movement (Den Internationale Solidaritetsbevægelse) søndag eftermiddag at samle folk til at gennemføre et demonstrationstog fra centrum af Ramallah ud til det total smadrede palæstinensiske hovedkvarter. Imens presser ikke mindst de to medlemmer af FN's Sikkerhedsråd Frankrig og Rusland på for, at Israel skal hæve belejringen af Arafats hovedkvarter. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...